15-årige Jasmin har ingen kontakt til sin far, som ikke har nogen ide om, at hun har vundet X Factor 2014.

- Det største øjeblik i mit liv. Sådan lød det fra 15-årige Jasmin ovenpå finalesejren i X Factor.

Men mens hendes makker, 19-årige Anthony, havde fået både mor og søster til Danmark fra Miami for at overvære finalen, var Jasmins stolte mor den eneste fra familien, der var tilstede i DR Byen til finalen i fredags. 

Her overværede hun alene, hvordan hendes datter sammen med Anthony sørgede for både at sikre gruppekategorien samt Thomas Blachman den første sejr nogensinde i DR’s talentshow.

Jasmin, som er enebarn fra Høje Gladsaxe og går i 9. klasse, har nemlig ingen kontakt til sin far.

Han kommer fra Sudan og kan derfor tage del i æren for Jasmins smukke ydre, store krøller og mørke teint, men ikke i hendes lykke over at vinde X Factor-showet, som hun har fulgt med i, siden hun var 10 år.

- Jeg har ikke set min far i syv år. Vi har ingen kontakt. Han ved ikke, at jeg har vundet X Factor, og jeg kender ikke noget til hans liv, siger 15-årige Jasmin til BT. 

Lige som Anthony, der har boet meget af sit liv i USA, taler Jasmin også engelsk til dagligt, da hendes mors kæreste er fra England.

- Derfor giver det god mening, at vi nu vil lave et album på engelsk, da vi begge har nemt ved at udtrykke os på sproget, siger X Factors vinderduo, Anthony Jasmin.