Lykkeridderne skriver hver uge klummen om den vilde jagt på lykken. I denne uge Katrine Hertz Mortensen.

Hvem elsker ikke overraskelser? Det har før i tiden undret mig. Jeg mener ikke tragiske hændelser, dårligdomme, men derimod mindre ukorrektheder i excelarket – en lille piruette i dagens ensformige march, om De vil.

Der sker nok noget kemisk i hjernen, som folk med medicinsk uddannelse ved langt mere om end jeg. Sandt er det, at de fleste går igennem en udvikling, hvor vi først bliver alarmeret senere lettede over, at alt gik godt. Og så undslipper der os typisk et fjollet grin.

Forskellen på mennesker er, hvor gode vi er til at ryste alarmen, forbløffelsen af os og gå direkte til lettelsen. Griner vi, eller skælder vi ud, når vi er blevet blokeret af en medtrafikant, der chokeret opdager sin egen fejl, undskylder og forsøger at komme væk fra vores vej? Brummer vi skulende videre eller blinker vi og fyrer et ’onkel-jovialt’: ’Tak for dansen af’, når vi næsten kolliderer med en anden fodgænger på fortovet?

I disse situationer kommer menneskers natur til syne. Og det er gået op for mig, jeg generelt er positivt stemt overfor det uventede.

Og noget ganske uventet skete der i tirsdags.

Jeg var på første sal i vores hus, mens en håndværker arbejdede med køkkenloftet i stueetagen. Jeg skulle tisse. Godt så. Et lille stykke pap var placeret foran toiletdøren. Det fjernede jeg, og fik mig så installeret på det dertil egnede latrinette.

Det næste der sker er, at der bliver råbt. På litauisk. Og dér bliver jeg forskrækket. Det tager til, da jeg hører en tonstung mand spæne op ad trappen mod mit – ak – ulåste kloset. Skulle jeg, der ikke engang går på toilettet med min kæreste, nu tisse foran en litauisk håndværker? Med hvide knoer holder jeg fast i håndtaget og skriger noget om privatlivets fred. Han hidser sig ned, og går med tunge skridt gik ned i køkkenet igen og genoptager arbejdet. Jeg undres. Gad vide, hvad han ville?

Nå, ånder lettet op og... trækker ud.

Så blev der råbt igen. Højt.

Først da jeg kommer ned ad trappen og ser den våde mand på sit stativ under det åbne nedfaldsrør og den relativt store pyt på køkkengulvet omkring ham, går det op for mig: Jeg har tisset på en mand. Fandengalemig. Og trukket ud på ham også.

Hvordan kunne jeg vide, at papstykket foran dør er håndværkerens måde at kommunikere:
1: At man ikke måtte gå på toilettet, og 2: At man – hvis man valgte at gøre det alligevel – ville besørge lige ned i hovedet på den mand, der netop havde afmonteret nedfaldsrøret for at skifte det ud.

- Sorry, Manner... øhh.. hehe.. I didn’t know.. altså..., får jeg fremstammet, mens min nu tidligere ven fra Litauen blot stirrer olmt på mig og rækker det lille varsels-papskilt frem under næsen på mig.

Så kommer lettelsen.. og det (eller rettere mit) store grin, for det går op for mig: Det var kun tis..!

Tænk, hvis det havde været – ja – nummer to? Arrh, men sikken lise! Katastrofe undværget. Nu havde jeg en underholdende beretning fra barselsstuen. Og med hensyn til oprydning, tja, pytte pytte dog, skulle jeg som mor til to børn ikke have det at tørre fækalier op fra linoleumsgulvet som en veltrænet kernekompetence?

Så jeg grinede. Der var jo ikke andet at gøre ved det. Ham litaueren. Det gjorde han ikke.

Så jeg undres ej længere: Hvem elsker ikke overraskelser?

En litauer med vådt hår.