Lykkeridderne skriver hver uge klummen om den vilde jagt på lykken. I denne uge Katrine Hertz Mortensen.

I sidste uge blev jeg med afkom på slæb fanget i et, for en metrostation på Frederiksberg, usædvanligt farverigt menneskemylder. Omkring os vimsede pludselig sølvengle med bare numser, fjerklædte regnbuefeer, kyssetanter i alle køn og med struttende forplantningsenheder.

’Hvad er pride?’ er det første spørgsmål fra den fire-årige. Eller ’Plaaarjd’, som hun så fint udtalte det. Jeg forenkler, at det er en masse mennesker, der fejrer, at de må være kærester med den, de vil. Også hvis man f.eks. er to mænd, der gerne vil være kærester, eller to damer eller noget helt andet.

Efter en kortvarig skuffelse over, at det ikke gælder friheden til at gifte sig med en hund, lyser hun pludselig op, og råber: ’Så skal de leve lykkeligt til deres dages ende!’

Ja, lykkeligt.

For i barnets øjne er man lykkelig, hvis man har fundet en kæreste. Det lærer de i eventyrerne. Jeg skal ikke sidde her og prædike enfoldighed eller frelst ’se, solen skinner, så alt er jo godt’-jubeloptimisme. Men min datters bemærkning fik mig til at tænke, at lykken måske ikke er så mystisk, fjern og uopnåelig, som vi tror.

Mens lykke som begreb er noget nær umuligt at definere entydigt, er der mange mindre omstændigheder, der hver for sig gør os lykkelige. Problemet er måske, vi ofte bliver blinde over for dem, og jagter det forkerte.

Min Facebook-profil har et farverigt kantebånd af annoncer, som er skræddersyet til min adfærd på nettet, mine såkaldte cookies, og de burde kunne forudse, hvad jeg går og trænger til. Hvad der kan gøre mig lykkelig:

’Tab 11 kg – et nemt trick’ (lyder godt), ’Tab 12 kilo – hurtigt’ (uuhh, endnu bedre), ’Spil med og få en trold’ (okay?), ’Effektiv hårfjerning’ (fordi den ineffektive bare stinker), ’Real hairextensions’...’Smarte pumps til ingen penge’...osv.

Ifølge Facebook er lykken noget med at være tynd, gå i høje hæle, være skaldet som en kylling på kroppen, ikke hovedet, der skal man have laaange, tyyykke lokker, ligesom Sanne Salomonsen, du ved - nå ja, og så er det jo Facebook, dermed altid lidt mere kulørt end damebladene, så hvis du vil være virkelig glad, kan du samle et virtuelt puslepil og vinde en lille trold.

Og annoncørerne efterligner jo blot vores egen natur – vi jager, higer efter og søger dét. Det, de andre har. Det, der er lidt bedre. Det hårfyldte hoved. Det smukke hjem. Det blege anus. Den større bil. De kloge børn. Den flade mave. Den fede løncheck. Den dragende frihed.

Hvis vi brugte lidt mindre tid på at glane over plankeværker, og på hele tiden at SAMMENLIGNE alt med alle, så ville vi måske slet ikke opdage, hvor langt fra lykken vi er? Hvor fint vores liv egentlig fungerer lige midt i virkeligheden?

Og at lykken – sommetider – er dage, hvor ingen fortæller os – heller ikke vi selv – at vi mangler noget. At vores liv skal opgraderes, glamouriseres, slibes, lakkes og sprittes af.

Hvor vi et øjeblik glemmer at være bevidste om os selv. Hvor vi bare ER... og til gengæld husker at fejre, at vi kan være kærester med lige den, vi har lyst til.