Hver lørdag i BT Weekend revser tv-vært Katrine Hertz Mortensen sig selv og verden omkring sig ærligt og skarpt. Denne gang om ungdommens forsvundne kærlighed

Jeg nåede næsten at køre forbi uden at opdage, hvem han var, da jeg så en tidligere forelskelse på gaden forleden. Det var først efter tredje, stjålne blik, jeg kunne konstatere, det var ham. For han så ikke ud, som jeg husker ham.

Jeg blev kastet 12-14 år tilbage, til en sommer, hvor jeg havde én dominerende tanke: Ham.

Vi havde mødtes lidt tilfældigt på en natklub, han var en del af et slæng, jeg kendte til, og jeg faldt. Hårdt. Med det samme. Kort fortalt blev det til noget tænd-sluk forhold, der strakte sig over nogle år. Til tider ville han være kærester, til tider ikke, og jeg stod evigt klar med tungen ud af munden og et rungende ‘ja tak’. Han er personificeringen af den febrile ungpigeforelskelse, som man desværre og heldigvis kun oplever én gang i sit liv. Hvor alt i ens liv drejer sig om ham.

Det værste var den totalt selvudslettende usikkerhed, jeg led under, når vi var sammen. Scenariet var ærligt talt lidt komisk. Vi sad måske og så tv en aften. Mens han sad helt afslappet og så på filmen, sad jeg med blussende kinder, bankende hjerte og spiralerende lysavis på indersiden af hovedskallen: ‘...Kan-han-overhovedet-lide-mit-tøj-jeg-vidste-jeg-ikke-skulle-have-taget-de-her-sko-på-har-jeg-dårlig-ånde?-skulle-jeg-have-sagt-noget-sjovt-her-for-han-siger-jo-ikke-noget-synes-han-jeg-er-kedelig-hvorfor-smiler-han-nu-ad-filmen-synes-han-Julia-Roberts-er-pæn?-jeg-må-ud-og-købe-hårfarve-kan-han-overhovedet-lide-mit-tøj...osv’.

Jeg er for længst kommet mig over manden. Min feber handlede mindre om manden selv, end om min (og alle andre pigers) idolisering af ham.

En idolisering, der i den grad stod i skærende kontrast til mit tilfældige møde med ham forleden.

Ud af øjenkrogen fanger mit blik en barnevogn. Allerede dér keder jeg mig. Har jeg ikke selv mine unger på slæb, gider jeg ikke se på andres. Så det tog mig noget tid at fatte, at der alligevel var noget genkendeligt over scenariet.

Vognen blev skubbet af en skægget fyr, hvis skuldre veg tilbage, mens vommen skød sig frem. Gangarten var tilbagelænet med fødderne placeret i et par snusfornuftige fritidssandaler. Med vigende hårgrænse, en krøllet skjorte og et par dårlige shorts flagrende omkring de grønligt blege og tynde ben lignede han mere en hjemløs end en hjerteknuser. Selv barnet så ucharmerende ud (som de jo gør, når de er faldet i søvn i en for varm barnevogn midt i en blanding af et hysterianfald og et måltid bestående af en Marsbar).

Men læberne! De læber, jeg i to år ville have solgt dele af min ansigtshud for at få lov at kysse, de havde ikke forandret sig, og sådan genkendte jeg omsider manden, der var min sol, måne og stjerner i to år. Ikke en fiber i min krop savner ham, det er jeg klar over, men det var alligevel med en underlig blanding af skadefryd og sørgmodighed, at jeg så fordums storhed sjoske lurvet ned ad gaden med fødderne i sort velcro. Som en Lance Armstrong, der indrømmer dopingmisbrug. En knastør huskekage, der understreger, at nogle ting er for gode til at være sande.

Følelsen af, at jeg vil give mit halve liv for et blik fra en mand, kommer heldigvis ikke igen. Jeg er stadig vanvittigt forelsket – i en anden mand – men er ret overbevist om, at han klarer at tage det sure med det søde og alt det der bavl. Skulle jeg komme til at grine for højt, spytte, når jeg taler, råbe noget dumt eller afsløre min omfattende uvidenhed, jamen så er det bare en del af den pakke, jeg nu engang er bundtet i.

Det er noget af det bedste ved at blive ældre; at man slipper for den ulidelige usikkerhed. Det, og så at man kan cykle forbi et smadret ikon af et træt månelandskab med krøllet tøj og beskidt (men sikkert vidunderligt) afkom på slæb og gnækkende konstatere, at tiden indhenter os alle.