De fleste er bange for at blive til grin. Iben Hjejle frygtede, at folk IKKE ville grine af hende. Vi er tilbage i 2002 – dengang den prisvindende skuespiller for første gang forsøgte sig med komik i TV2 Zulu-komedieserien ’Langt fra Las Vegas’.

Efter hver uges optagelser i studiet blev serien vist for et publikum på stand up-baren ’Comedy Zoo’ – et publikum, der opvarmet af fadøl og komik, havde til opgave at grine højt på de rigtige tidspunkter. Optagelserne blev brugt som ’dåselatter’ i de færdigklippede tv-afsnit.

Ofte gik skuespillere, forfattere og instruktører fra serien med på ’Comedy Zoo’ for at få en fornemmelse af, hvad der virkede, og hvornår komikken ramte ved siden af.

Men Iben takkede altid nej. Hun turde ikke. Tænk engang, hvis de ikke grinte af hende. Tænk, hvis hun ikke var sjov.

iben

Endelig lykkedes det kollegerne at overtale hende. Iben Hjejle husker stadig aftenen:

- Jeg havde det frygteligt og sad dybt i sædet, bagerst i salen. Og gemte mig. Jeg havde drukket så mange fadbamser og Fernet Branca-shots, at jeg nærmest ikke kunne se ud af øjnene. Jeg var bange for, der ville være pinlig tavshed hver eneste gang Liva, som jeg spillede i serien, åbnede munden.

Publikums respons

Man skulle tro, at en erfaren teaterskuespiller, som Iben Hjejle, sagtens kunne håndtere den direkte respons fra publikum. Men dette var noget andet. ’Langt fra Las Vegas’ blev optaget i et tomt studie og derefter udsat for publikum. På scenen kan man derimod hele tiden mærke publikum, høre deres reaktioner og fornemme hvilken retning, man skal skubbe sin præstation i, forklarer hun.

- Da det første latterbrøl kom, fordi min karakter Liva rent faktisk var sjov, var det både en befrielse og en øjenåbner for mig. Dén aften blev jeg 100 gange mere modig på hele mit talent. Og jeg indså, at det var okay at give slip på kontrollen af og til. Men også, at det er okay at være folkelig og sjov.

Indtil dette punkt i sin karriere havde hun forberedt alt. Scenerne i hendes skuespil var som små træskulpturer, hun stod og høvlede på hjemme på ’værkstedet’. Først når de var helt i vinkel, viste hun dem frem. Det var den tilgang, der bl.a. havde sikret hende den kvindelige hovedrolle i den amerikanske anmelder-darling ’High Fidelity’ i 2000 og sikret hende ros for sin rolle i Dogme-filmen ’Mifunes Sidste Sang’ året forinden.

iben

- Både som skuespiller og menneske har jeg taget mig selv alt for seriøst. Jeg var ikke i stand til at grine af mig selv. Og hvis jeg kom til at sige noget forkert – noget urigtigt i offentlighed – blev jeg ildrød i hovedet og skyndte mig hjem iklædt skammens hat, siger hun.

- At tage sig selv for seriøst er virkelig noget, jeg har arbejdet meget med at slippe af med. For det er da bare et skide ucharmerende personlighedstræk, siger Iben Hjejle.

Kloge-Åge

- Jeg har altid været kæmpe forfængelig omkring viden, og som barn havde jeg et brændende ønske om at kunne diskutere med, når de voksne snakkede. Det har smittet af på mit voksne liv. I mit eget fag har jeg altid følt behov for at bevise noget. Jeg har været docerende, irriterende, Kloge-Åge-agtig, siger hun og nævner, at det har været sundt for hende at bruge meget tid med komikere.

Hun var kæreste med Casper Christensen gennem otte år og medvirkede foruden ’Langt fra Las Vegas’ også i sketchshowet ’Live fra Bremen’ og i både TV-serien og biograffilmen ’Klovn’. Ligesom hun også bliver en del af den kommende efterfølger til ’Klovn’.

- Når jeg sad med dette slæng af komikere, kom jeg af og til med disse lange, spekulative udredninger. Hen ad vejen mistede alle interessen for det, jeg sagde. Alle, bortset fra Lasse Rimmer. Det var her, jeg fandt ud af, at det er okay engang imellem at sige ’jeg ved det ikke’ eller ’jeg ved ikke nok om det her’. Sætninger, der før var helt uhørte for mig, siger hun.

Enebarnet Iben

Iben Hjejle kommer fra en familie, der primært består af lærere og akademikere, og selv om hun af natur var mere kreativ end intellektuel, insisterede hun på ikke at stå tilbage, når der skulle diskuteres. De første ti år af hendes liv i barndomshjemmet i Søborg var hun enebarn. Hun lærte at beskæftige sig selv. Særligt læsning optog hende.

- Jeg læste månedsmagasinet ’Det Bedste’, som mine mormor og morfar holdt. Derudover elskede jeg ’En Skør, Skør Verden’, der havde absurde historier såsom ’Vampyrdreng fundet i grotte i Chile’. Jeg havde også arvet en masse tegneserier. Asterix og Lucky Luke. Og naturligvis læste jeg ufatteligt meget Anders And – der har jeg grundstenen af min historiske viden fra. Nå ja, og så selvfølgelig Salmonsens Konversationsleksikon. Dét slår vi stadig op i, min gamle far og jeg, når vi kommer op og diskutere. I aftes handlede debatten om, hvem der havde skrevet folkevisen ’Roselil og hendes moder’, siger hun og understreger, at der er mange far-datter-diskutioner for tiden. Iben Hjejle og hendes teenagesøn, William, bor nemlig sammen med faderen.

iben

- Men sådan et lille menneske var jeg altså. Og jeg har taget mine barndomsinteresserer med videre i livet. Jeg har et utroligt stort tegneserie- og filmunivers oppe i hovedet, som jeg altid trækker på. Det er fyldt med lyde og skøre billeder, jeg kan se for mig og bruge i enhver situation, siger hun.

Og hun lyver ikke. Når man fører en samtale med Iben Hjejle, serverer hun både lydeffekter, sprællende og spjættende armbevægelser, løjerlige udråb og et imponerende udvalg af bandeord til sine fortællinger.

Da hun var ti år, blev hendes forældre skilt. Hun vil ikke bruge klicheen ’en lykkelig skilsmisse’, for et brud er per definition ikke lykkeligt, siger hun.

- Men for mine forældre faldt det heldigt ud. De implicerede voksne gjorde sig umage ved ikke at udøve vold på den hverdag, vi var vant til. Deres forbillede smittede af på mig. Det har jeg selv kunnet trække på i de brud, jeg har oplevet som voksen.

To verdener

Skilsmissen betød, at Iben Hjejle pludselig levede i to verdener. Hverdagen hos moderen, gymnasielæreren Annelise Kirsten, var en kollektiv-lignende tilværelse med voksne, to stedsøstre og siden også en halvsøster. Hos hendes far, folkeskolelæreren Christian, var livet lige modsat.

- Jeg er og bliver hans eneste barn. Han har kun mig. Så er det klart, at hos ham var jeg soloprinsessen og kunne sidde og have lange forholdsvis fornuftige samtaler om hele verden. Hos min mor måtte man kæmpe om pladsen. Måden, jeg blev set på, og dagligdagen var vidt forskellige – men værdigrundlaget i begge hjem var meget ens. Det var fedt, at der var gang i den det ene sted og ro det andet, siger Iben Hjejle.

I takt med at Iben Hjejle er blevet voksen og er begyndt at tage sig selv mindre seriøst, har hendes karriere udvidet sig. Siden den højtprofilerede start på hendes karriere med store roller i udlandet og sceneklassikere på både Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk, har hun nemlig turdet omfavne den mere folkelige side af sig selv. Det er tilfældet i kriminalserien ’Dicte’ på TV2. Samtlige ti afsnit af første sæson havde alle over en million seere, og anden sæson er begyndt i samme dur. Hun er blevet rost for sin præstation som den rappe kriminalrapporter fra Aarhus i landets morgenaviser, selv om serien som helhed har fået forholdsvist middelmådige anmeldelser. Folkeligheden og forståelsen for komik har også inspireret hendes seneste valg på scenen: I teaterstykket ’Shakespeares Samlede Værker’, der har premiere på torsdag, på Bellevue Teatret, tager det blot 97 minutter for Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Iben Hjejle at nå gennem højde- og lavpunkterne i det engelske teaterikons repertoire.

Folkelighed er ok

- Det er fandme i orden, at jeg er blevet en folkelig personage. Som en del af underholdingsbranchen skal man både kunne tage sig af det masserne vil have, og samtidig være i stand til at fortælle de vigtige historier. Dem, der gør ondt, siger hun.

- Helt generelt frygter jeg slet ikke ’det folkelige’, selv om det er blevet lidt af et fyord. Jeg føler mig godt tilpas på en blokvogn til et dyrskue. Jeg elsker en pølse og en fadbamse. Jeg bakker ikke væk fra den slags, selv om jeg heller ikke dyrker det som noget fast. Hvad jeg ikke bryder mig om, er alt det her nationalfolkelige-patriotiske lort, siger Iben Hjejle og forklarer, at selv om hun ikke ved meget om politik, så bryder hun sig bedst om fordelingsnøglen til venstre for midten.

Nej til ’Ringenes Herre’

Helt generelt føler hun ikke, hun skal stå til ansvar over for andre end sig selv, når det kommer an på hendes karrierevalg. Også selv om mange omkring hende – herunder kolleger, kæreste og journalister – gentagende gange har undret sig over, at hun ikke satsede hårdere på en karriere i USA.

- Forleden havde jeg et øjebliks klarsyn, og der gik det op for mig, at det er de samme to-tre historier, jeg har fortalt om og om igen i interviews de seneste 20 år. Journalister – selv de dygtige af dem – spørger mig altid om det samme.

Efter succesen med ’High Fidelity’ i 2000, blev hun kontaktet af New Line Cinema. Peter Jackson inviterede hende til casting på hans kommende film-trilogi Ringenes Herre.

iben

- Jeg takkede nej. For på det tidspunkt var der kraftedeme ikke nogen mennesker, der kunne forudse, at de film ville blive en verdenssucces. Peter Jackson! Hvad havde han instrueret indtil da? Nogle små splatterfilm! Desuden var det jo bare en casting – det var jo ikke fordi, de tilbød mig rollen direkte. Jeg havde heller ikke lyst til at bo i noget, der lignede tre år back-to-back i Wellington, New Zealand. Og se, nu fortæller jeg endnu engang den samme historie med de samme ord. Jeg bliver tør i munden af kedsomhed, siger hun.

Den vigtige tryghed

Siden det famøse ’nej tak’ har særligt mandlige kolleger undret sig utallige gange over, at hun ikke gik mere seriøst efter en karriere i udlandet, siger hun. Og hendes ekskæreste Casper Christensen udtalte forrige år i et stort interview med Berlingske, at en af grundene til parrets brud var, at han som menneske var spontan og rejselysten og ønskede at arbejde i USA, mens Iben var mere tryghedssøgende og ønskede at blive i Danmark. Hun bekræfter, at netop tryghed og kontrol betyder meget for hende:

- Min søn, min familie – ja, alle jeg elskede – var jo i Danmark. Hvorfor skulle jeg rejse? Jeg har ikke fortrudt mit valg. Ikke et sekund. Jeg er glad for de oplevelser og projekter, jeg har haft i udlandet, men for mig at se bliver resultaterne ikke flottere af, at filmen er indspillet i USA, New Zealand eller Danmark. Vi har meget at være stolte af herhjemme. Se bare, hvordan vores tv-serier bliver solgt til hele verden. Jeg er svært glad for at være i Danmark, siger Iben Hjejle.

- Derfor er det blevet tid til at snakke om noget andet. Skal vi ikke blive enige om, at dette er allersidste gang, jeg fortæller denne historie i offentlighed? spørger hun. Og råber selv svaret:

-NU ER DET SIDSTE GANG! NU GIDER JEG IKKE MERE!

Hun giver et lettelsens suk og lader det store, kendte smil vende tilbage. Så slår hun ud med armene og lukker samtalen med et citat fra Shakespeares ’Hamlet’, 2. akt, 5. scene:

- And the rest is silence.

Om Iben Hjejle:

  • Født 22. marts 1971
  • Opvokset i Søborg
  • Har sønnen William, der blev født i 1998.
  • Uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.
  • Har blandt andet medvirket i filmene ’Mifunes Sidste Sang’, ’High Fidelity’, ’Blinkende Lygter’, ’Direktøren for det hele’ og ’Klovn’.
  • Bliver også en del af ’Klovn 2’.
  • Er netop nu aktuel med anden sæson af TV-serien ’Dicte’, hvor hun spiller hovedrollen.
  • Har hovedrollen i teaterstykket ’Shakespeares Samlede Værker’ der i den kommende uge har premiere på Bellevue Teatret.

iben