Lykkeridderne skriver hver uge klummen om den vilde jagt på lykken. I denne uge Christian Grau.
Min slægt har et sommerhus, som jeg besøger hvert år. Ikke noget fancy, men en lille skovklædt strand i Sønderjylland, som kun folk med tilknytning til stedet kender.Vi har ingen Hellerup-uge, heller ingen revy eller bare noget, der kunne minde om et sted at blive set. Ingen (anerkendte) malere har malet det, ingen sangere har besunget det og ingen kulturpinger har kulturpinget det.
Du møder hverken fedheds- eller modepolitiet, men hvis du er rigtig heldig, møder du nogen med børn på dine egne børns alder, og så kan du selv kaste dig over... ja hvad egentlig? Det bruger jeg typisk de første par dage på at finde ud af. Jeg pendler rastløst rundt mellem den bog jeg er midt i, noget sport i fjernsynet og planlægningen af en særlig delikat tilberedning på grillen.
Alt imens går tiden, og pludselig er det blevet aften. Så gik den dag med... øh, ingenting og efterhånden ryger jeg helt ned i tempo. Jo, der er stadig et par rastløse udflugter undervejs, men stille og roligt daler jeg helt derned, hvor dagens vigtigste beslutning er, om vi skal suse til byen og købe ind eller bare klare det hos sommerhuskøbmanden.
Så er jeg der, hvor jeg gerne vil være. Hvor ingenting er den bedste ting, og hvor bare det at hente avisen ligner et aktiveringsprojekt. Keder man sig alligevel, er der tre klassiske sysler, man kan kaste sig selv og ungerne over.
Krabbefangst, som vel nærmest giver sig selv. Tyskerne Angriber, som går ud på at kaste sten efter en flydende pind (undskyld Tyskland), og smutslåning.
Særligt sidstnævnte beskæftigelse har jeg brugt timer på. Faktisk har jeg et alter ego, der kigger frem, hver gang jeg besøger sommerhuset. Smutkongen Smølle. Ja, det er et navn, der forpligter, men Smutkongen Smølle går heller ikke i små sko. Han går i klipklapper. Og han er rockergod til at slå smut bare spørg hans to sønner på fem og ni.
Alene udvælgelsen af den helt rigtige sten, kan Smølle bruge timer på. Samle forskellige sten op, veje dem i hånden, gå dem efter for kanter, der kan spolere smuttet. Så er der selve kastet. Det skal være kraftfuldt og lavt, så stenen rammer vandspejlet tidligt og fladt. I bedste fald tager stenen sine regelmæssige hop i en snorlige linje, indtil dens kræfter til sidst slipper op, og den sejler dovent de sidste centimeter. Så er Smølle lykkelig, og mere skal der ikke til.
Der findes strande, hvor solen skinner mere, hvor kendte mennesker dyster i tennis, og hvor paparazzier gladeligt hjælper med feriebillederne, men Smutkongen Smølle har sin egen rute til paradis. En god smutsten – og rigelig tid til at se den springe.
