24 sekunder og 7 hundrededele kan ændre ens liv. Det kan Pernille Blume skrive under på, efter at hun ved OL i Rio vandt guld i netop den tid og efterfølgende blev genstand for en hel verdens opmærksomhed. Så voldsom var interessen for hendes, at hun måtte melde fra til det nu overståede kortbane-VM, og hvis ikke hendes eget ord var nok, er det nu kommet håndgribelige beviser for interessen for hende.

Ifølge en opgørelse fra Google, som BT i dag kan offentliggøre, er Pernille Blume den sportsperson, flest mennesker har søgt på i Danmark i hele 2016 med et absolut højdepunkt i midten af august, da OL stod på, og hendes sportslige præstationer var det højeste. Et resultat der både virker angstprovokerende og smigrende for den 24-årige svømmepige:

»Først og fremmest tænker jeg »åh nej, hvad ligger der lige af gamle ting og sager af mig på nettet?!« Jeg synes, det er sejt og lidt overvældende, men også fedt at folk interesserer sig for mig og gerne vil lære at kende mig og vide hvem jeg er, og hvad jeg laver,« siger Pernille Blume.

»Specielt efter OL kom der fart på den interesse omkring mig. Jeg får lige pludseligt tilbud om at deltage i diverse tv-programmer, folk vil gerne have, jeg kommer ud og laver en slags optræden, og jeg bliver mere genkendt på gaden. Det har været meget mærkeligt at skulle vænne sig til de her ting, men jeg synes, jeg har taget det meget stille og roligt, og det bliver jeg ved med.«



Opmærksomheden og de sportslige resultater kom, som mange vil vide, efter at hun for cirka et år siden egentlig havde valgt at indstille sin karriere, og derfor er både resultaterne og den medfølgende interesse ikke en del af en veltilrettelagt karriereplan:

»Nej slet ikke! Jeg troede, jeg var færdig med at svømme, så jeg tænkte ikke ligefrem, at jeg ville blive et kendt navn - for hvad skulle jeg blive kendt for? Heller ikke da jeg kom tilbage til svømningen, tænkte jeg, at det ville gå hen og blive sådan et år for mig, som det har været.«

Sidste år var Pernille Blume end ikke på top 10 over de mest googlede sportsfolk i Danmark, hvor basketball-spilleren (og Vild med Dans-deltageren) Chris Christoffersen anførte en liste, der i år blot har en genganger: Pernille Blumes svømmekollega i holdkappen, Jeanette Ottesen.

Top 10 - de mest googlede 2016

1. Pernille Blume
2. Caroline Wozniacki
3. Mikkel Hansen
4. Jakob Fuglsang
5. Morten Olsen
6. Jeanette Ottesen
7. René Holten Poulsen
8. Viktor Axelsen
9. Jesper Nøddesbo
10. Sara Petersen

Kilde: Google