Det er langtfra unormalt, at seksuelle overgreb mod børn finder sted over flere år. Det viser B.T.s unikke gennemgang af halvandet års voldtægtsdomme fra landets byretter, som er en del af serien #Voldtaget.

B.T.s datamateriale viser, at 15 ud af 28 gerningspersoner i perioden 1. januar 2016 til 8. maj 2017 har begået flere overgreb over en længere tidsperiode. De fleste af overgrebene foregår over en periode på to-tre år, men der er eksempler på overgreb, som har stået på i 10 år eller mere.

Der er flere årsager til, at det ikke bliver opdaget.

»Som barn er du afhængig af din familie. Du kan ikke bare pakke dine ting og gå din vej. Så det er vigtigt at forstå, at børnene tilpasser sig. De skiller deres verden i to dele – en i hjemmet og en uden for hjemmet,« siger Helle Borrowman fra Landsforeningen Spor, som beskæftiger sig med voksnes senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

»Det er årsagen til, at overgrebene kan foregå over så mange år. For hvordan kan et barn bare gå ud og lege efter, det er blevet voldtaget? Det er pga. de her overlevelsesstrategier, de udvikler. Det er smart at kunne skille sin verden i to, når man er barn, men det er meget uhensigtsmæssigt, at man ikke er i kontakt med hele sit følelsesliv som voksen,« uddyber hun.

Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet fortæller, at gerningspersonerne ofte får børnene til at tro, at det er deres egen skyld.

»Gerningspersonerne tager i høj grad magten over barnet, og måske er de dygtige til at give barnet et medansvar og føle skyld. Mange af ofrene har en forestilling om, at de skal straffes, hvis det bliver opdaget, og det er medvirkende til, at de ikke fortæller det til nogen,« siger han og uddyber:

»Det, som er karakteristisk for børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb, er, at det er forbundet med en væsentlig følelse af skam og skyld. De efterrationaliserer, at de selv lagde op til det.«

B.T. har præsenteret undersøgelsen for børne- og socialminister Mai Mercado (K), som er klar i mælet.

'Overgreb på børn er noget af det værste, jeg kan forstille mig. Det allervigtigste er, at vi forebygger og stopper overgreb. Derfor har alle en pligt til at underrette kommunen, hvis der er den mindste mistanke – og jeg har netop skærpet straffen for ikke at gøre det,' skriver hun til B.T. i en e-mail.

'Vi har med satspuljen for 2018 også afsat 24 millioner til en børnerettighedspakke – børn må aldrig være i tvivl om, at de kan sige fra over for overgreb, selvom det er svært, når det sker i familien.'

Alvorlige konsekvenser for barnet i voksenlivet

Det kan have alvorlige følger for ofrenes voksenliv, hvis de ikke kommer problemerne til livs tidligt. Ofrene kan eksempelvis ende i et stof- og/eller alkoholmisbrug, de kan få en spiseforstyrrelse, depression, angst eller PTSD.

At børnene udvikler de her overlevelsesstrategier, hvor de fortrænger dele af deres liv, kan også være årsagen til, at mange først indser, at de netop er ofre, i voksenlivet.

»For nogle udløser det fortrængte traume sig, når de bliver forældre. Eller når barnet får samme alder, hvor de selv blev overgrebet. Det kan også være følelsen af magtesløshed, hvis man mister sit job. Det er meget normalt, at det først sker langt oppe i ens voksenliv, fordi mange slet ikke er kommet til den erkendelse af, at de har været udsat for seksuelle overgreb,« siger Helle Borrowman.

Der kan også være følelsesmæssige konsekvenser for ofrene, når de selv bliver forældre.

»Mange kan ikke mærke kærligheden til deres egne børn, når de bliver voksne. De siger 'jeg ved godt, jeg burde føle alt muligt, men det gør jeg bare ikke'. Det kan være en årsag til, at de selv begynder at påføre sig en ydre smerte. Det er meget overvældende,« forklarer Helle Borrowman.

Derudover kan en af årsagerne til, at overgreb først sent eller aldrig bliver meldt, skyldes de konsekvenser, det kan have for ofrenes familieliv.

»Det kan koste dig din familie. Man er dobbeltramt. Det er for det meste dysfunktionelle familier, hvor det her sker, hvor der i forvejen er grænseproblematikker. Der kan være en kollektiv forvrængning og fornægtelse af virkeligheden. Det er også derfor, at overgrebene kan finde sted i så mange år.«

Her kan du se den gennemsnitlige gerningsperson, der begår overgreb mod børn. Grafikken er lavet ud fra 28 sager om seksuelle overgreb mod børn i halvandet år.

Klik her for at læse om tegn på overgreb hos børn og unge.

Har du været udsat for et seksuelt overgreb, og kunne du have lyst til at dele din historie. Så kontakt B.T.s journalister på bopo@bt.dk, jepa@bt.dk eller cweb@bt.dk.