Skadesplagede Yussuf Poulsen kæmpede en hård kamp for at blive klar til VM-slutrunden i Qatar. Og vandt.

Anderledes uheldig var hans gode kammerat fra RB Leipzig Christopher Nkunku. Den 25-årige franskmand har spillet stærkt de seneste sæsoner, og han var spået en stor slutrunde. Men kort før VM gik det galt.

Et overrevet ledbånd – og Nkunkus første VM var slut, før det var begyndt. Og det er Yussuf Poulsen mere end ked af – selvom det betyder, at Danmark 'slipper' for Nkunku i gruppespillet.

»Jeg har været i kontakt med ham. Og det er pissehamrende synd for ham. Det skulle være hans første slutrunde, og han har været helt vildt god det seneste halvandet år og har spillet på allerhøjeste niveau.«

»Det er virkelig, virkelig synd for ham. Og jeg har snakket med ham, og han er selvfølgelig rigtigt langt nede,« lød det med en bedrøvet mine fra Yussuf Poulsen inden søndagens formiddagstræning under den stikkende qatarske sol.

Foto: Jan Woitas
Vis mere

Og det er én af danskerens tætteste holdkammerater, der nu misser VM – i øvrigt lige som Frankrigs Ballon d'Or-vinder Karim Benzema, der lørdag aften måtte opgive at blive klar.

»Vi sidder en plads ved siden af hinanden i omklædningsrummet. Nkunku er en rigtig god fyr, og vores børn går i samme institution. Så vi er tætte,« understregede Yussuf Poulsen.