Voldtægtsanklage klæber sig til Ronaldo: 'Hun sagde nej og stop'
En 17 år gammel sag vil altid klæbe sig til verdensstjernen Cristiano Ronaldo.

En 17 år gammel sag vil altid klæbe sig til verdensstjernen Cristiano Ronaldo.

'Hun sagde nej og stop flere gange'.
Lige nu løber han rundt på amerikanske stadioner og nyder sin sjette VM-slutrunde.

Den 41-årige superstjerne Cristiano Ronaldo er stadig på alles læber, selvom karrieren er ved at gå på hæld.
Men én kvinde bliver i disse dage hjemsøgt af tv-billederne af den portugisiske landsholdsspiller og mindet om det, der skete på et hotelværelse i Las Vegas i 13. juni 2009.
Kathryn Mayorga.
For mens den ghanesiske landsholdsspiller Thomas Partey blev bandlyst adgang til Canada på grund af stor verserende voldtægtssag, har Ronaldo ubesværet trådt ind på VM-scenen i USA.

På trods af fortiden.
Mayorga brød i 2018 tavsheden i offentligheden, da hun stillede sig frem med en voldtægtsanklage mod Ronaldo, hvor hun samtidig lancerede et civilt søgsmål.
I samme ombæring publicerede den tyske avis Der Spiegel i efteråret 2018 en større fortælling om, hvad der skete den nat, hun mødte Ronaldo, baseret på retsdokumenter, som blev lækket i den store hackersag 'Football Leaks', der ramte fodboldverdenen.
Her stod det klart, at Mayorga dagen efter et møde med Ronaldo på natklubben Rains, der endte på stjernens hotelværelse, gik på den lokale politistation i Las Vegas for at få dokumenteret sine skader. Og med en klage om voldtægt.
Men navnet på personen, anklagerne omhandlede, holdt hun fra sig selv. Indtil hun ikke kunne mere.
På daværende tidspunkt var Ronaldo om muligt en endnu større stjerne end nu. Han var på vej til Real Madrid fra Manchester United og brugte sommeren på at fejre sin nye kontrakt.

Her mødte han Mayorga på natklubben, inden de to endte på Ronaldos hotelværelse.
Herfra viser dokumenterne, Der Spiegel fik adgang til, at Ronaldos hukommelse ændrede sig fra første gang, han talte med politiet til anden gang, hvor han nægtede alt.
I første omgang beskrev Ronaldo, der også i 2005 blev anklaget for voldtægt, at Mayorga ikke ville have sex med ham, men at det skete alligevel. I anden omgang nægtede han alt.
'Sagde hun noget til dig undervejs', lød et af spørgsmålene.
Svaret:
»Bagefter sagde hun: 'Dit røvhul, du tvang mig. Din idiot. Jeg er ikke som de andre.' Og jeg sagde: 'Undskyld',« lød det fra Ronaldo, der blot få måneder efter ændrede sin forklaring til et 'nej'.
Én måned efter, Mayorga troppede op på politistationen for at melde voldtægten, polstrede Ronaldo sig med et større team af advokater omkring sig.
Politiet havde brug for at stille ham en række spørgsmål, mens advokaterne arbejdede på at lukke sagen ved at indgå et forlig udenfor retten.
I januar 2010 indgik Mayorga - modvilligt og hårdt presset ifølge hende selv - et forlig på 375.000 dollar (2,5 millioner kroner) for at lukke sagen, hvilket gjorde, at politiet stoppede efterforskningen.
Det faktum har hun forklaret, hun ikke kunne leve med, da hun inspireret af metoo-bevægelsen stillede sig frem i håbet om at åbne sagen.
Men siden er adskillige appeller blevet afvist af retten i USA både i 2022 og 2023.
Årsagen skal ifølge retten blandt andet findes i, at Mayorgas forsvarsadvokat har brugt Der Spiegels ulovligt lækkede dokumenter i sagen.
Derfor kan Ronaldo juridisk ikke dømmes for noget, han har nægtet alle anklager og er retmæssigt en fri mand.
Men sagen vil for altid klæbe sig til ham.