Kasper Schmeichel har spillet et stort VM indtil videre.

Det mener ikke bare alle os med klaphat på, men også internationale betragtere. Tysklands største avis. Bild, har efter gruppespillet sat VM's bedste hold og her er den danske målmand første mand på holdkortet.

Schmeichel starter i målet. Foran sig har han en trebackkæde med Englands John Stones, Colombias Yerry Mina og Uruguays José Gimenez.

På midten spiller Kroatiens Ivan Rakitic, Spaniens Isco, Brasiliens Coutinho og Mexico Hirving Lozano, mens tyskerne på toppen har valgt tre tunge målslugere: Portugals Cristiano Ronaldo, Englands Harry Kane og Belgiens Romelu Lukaku.

Schmeichel stemplede ind i VM-turneringen med en fantomkamp mod Peru og har blot lukket det mål, Australien scorede på straffespark, ind. Efter gruppespillet har han haft næstflest redninger af alle målmænd og har en samlet redningsprocent på svimlende 93,3 procent.

På landsholdet har det givet Schmeichel en høj stjerne hos holdkammeraterne:

»Vi skal ikke rose ham for meget, men han har en enorm betydning for os både uden for banen og inden for. Kasper er en topmålmand, og det overrasker mig ikke, hvilket niveau han har,« fastslog anfører Simon Kjær på et pressemøde lørdag.

Kasper Schmeichel får en ny chance for at stråle søndag, når Danmark møder Kroatien i 1/8-finalen ved VM.