De danske landsholdsspillere tog sig en fridag lørdag.

Det gjorde de fleste danskere jo sådan set også, og efter 12 dages træning, rejseri og mere eller mindre interessante spørgsmål fra pressen var det tid til bare at slappe af for Thomas Delaney og co. Og det er set før under en lang slutrunde. Normalt er sådan en dag dog helliget besøg af kærester, koner og familier, men bare ikke denne gang i den russiske ferieby Anapa.

Thomas Delaney før dagens træning i Anapa.
Thomas Delaney før dagens træning i Anapa. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

’Kærester med landsholdet’ har premiere på TV 2 Zulu og TV 2 Play lørdag den 16. juni. I dokumentarserien følger man også Simon Kjærs hustru Elina Kjær (I midten).
’Kærester med landsholdet’ har premiere på TV 2 Zulu og TV 2 Play lørdag den 16. juni. I dokumentarserien følger man også Simon Kjærs hustru Elina Kjær (I midten). Foto: Jeppe Melchiorsen / TV 2
Vis mere

Du kan i videoen herover komme en tur med til Anapa.

Får I besøg af familien her i Anapa?

»Nej, jeg tror ikke, at der er nogen familiemedlemmer i Anapa. DBU har nogle planlagte ture. Der er nogle i Sankt Petersborg lige nu på en DBU-tur. Og så er min kæreste, Andreas Cornelius’ kæreste og Pernille Vestergaard (Jannik Vestergaards kæreste, red.) i Moskva lige nu. Så der er familie hernede, men jeg tror ikke, de har valgt Anapa,« siger Thomas Delaney og fortæller, at det altså kun er i kort tid på selve kampdagene, at man kan være heldig at hilse på sin bedre halvdel.

Du kan i øvrigt se alle landsholdsspillernes kærester lige her.

Det var landstræner Åge Hareide, der havde givet spillerne en fridag, men vurderet ud fra aktiviteterne, var det næppe nordmanden, der havde lagt programmet.

»Det var alligevel en andendag, hvor vi normalt ikke laver det store. Efter første kamp spillede vi fodtennis. Denne gang var vi på stranden, og der spillede vi også fodtennis. Så det var stort set samme træning - bare forskellige steder,« siger Thomas Delaney, der mener, at spillerne havde brug for at hvile hovederne lidt.

Thomas Delaney og Lasse Schöne under dagens træning i Anapa.
Thomas Delaney og Lasse Schöne under dagens træning i Anapa. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scanpix
Vis mere

»Det handler om lige at føle, at du kommer lidt ud fra de fire vægge, du bor indenfor. Vi var på stranden, og så var der en frivillig tur ind til Anapa, hvor nogle var med. Det var selvfølgelig den dårligste vejrdag, vi har haft indtil videre.«

Så var I vel i forlystelserne derinde?

»Der var nogle, der var ude og se krokodiller og slanger, men jeg tror ikke, der var nogen, der satte sig op i Det Gyldne Tårn, hvis der var sådan et,« siger Thomas Delaney.

Senere på dagen var målmændene ude at spise sammen med målmandstræner Lars Høgh. Resten af Vm-holdet hyggede på hotellet,  hvor temaet var et lidt andet, end det er normalt.

»Vi havde 80er-tema. Maden var 80er-mad, og der var en,  der havde sørget for, at vi kunne høre en masse 80er-musik. Det  var hyggeligt og lidt anderledes end normalt, hvor vi får buffet. Det var der også i går, men der blev også serveret lidt andet og noget hyggeligt at slutte af på,«  fortæller Lasse Schöne,der nød den første fridag siden ankomsten til Rusland for snart to uger siden.

»Det var dejligt kunne gøre, hvad vi havde lyst til. Vi lavede ikke så meget. Nogle var på stranden om morgenen, men det var en kort fornøjelse, for det begyndte hurtigt at regne. Der var ikke så meget sol, så det var lidt ærgerligt. Men vi kunne slappe af og gå på sightseeing. Det var bare rart at kunne være sig selv og gøre, hvad vi ville. Det er vi også vant til fra vores klubber, hvor vi også har fri her og der,« slutter midtbanespilleren.