Eden Hazard er klar til at forlade Chelsea.

Det fortæller den belgiske VM-helt selv efter Belgiens  sejr over England i VMs bronzekamp lørdag.

Til en journalist fra Het Laatste Nieuws har Hazard åbnet for muligheden om, at han kan være fortid i den engelske storklub.

»Efter seks vidunderlige år i Chelsea er det måske tid til noget nyt. I hvert fald efter dette VM. Jeg kan beslutte, om jeg vil blive eller videre, men Chelsea har den afgørende beslutning – om de vil lade mig gå. I kender min ønskede destination,« siger Eden Hazard efter bronzekampen.

Der har været en masse rygter om både FC Barcelona og Real Madrid, og flere medier melder, at Real Madrid skulle være en mulighed.

Derudover har kroatiske Sportske Novosti i deres papiravis bragt et interview med Brian Laudrup, der blandt andet omhandler Eden Hazard. Eksempelvis refererer TV2 Norge fra interviewet, hvor Laudrup er ganske overbevist om, at det ender med et Hazard-skifte til Real Madrid.

»Jeg har talt med Eden Hazard for nogle dage siden, og han fortalte mig, at han forbereder et skifte til Real Madrid. Det er et godt skifte både for Eden Hazard og Real Madrid,« siger Brian Laudrup til Sportske Novosti ifølge den norske tv-kanal.

Husk at du søndag kan følge VM-finalen mellem Frankrig og Kroatien live her på B.T. Sport