Modtagelsen var nådesløs, da VM-stjernen vendte tilbage til England.

»Thomas Partey, vi ved, hvad du er,« lød det fra Tottenhams fans, da de tog imod den tidligere Arsenal-spiller i en Champions League-kamp sidste år. Underforstået: Vi ved, at du er voldtægtsmand.

Sigtelserne hænger tungt over hovedet på Ghanas anfører, og de er gravalvorlige.

I 2021 blev hans daværende klub, Arsenal, i første omgang advaret om ham. En kvinde kontaktede klubben med sine beskyldninger om overgreb, men det rokkede ikke ved klubben: Partey spillede siden over 100 kampe for The Gunners.

I alt er der nu syv anklager om voldtægt og en anklage om seksuelt overgreb – han nægter sig skyldig i alle forhold.

De britiske medier skrev tidligt om sagen, men nævnte ikke hans navn af frygt for at begå ærekrænkelse, men det var alligevel en offentlig hemmelighed, så snakken bredte sig blandt fansene, der stillede sig kritiske over for klubbens ansvar.

På skiltet står der: Arsenal sagde, at de ville gøre det rigtige og gjorde intet.
På skiltet står der: Arsenal sagde, at de ville gøre det rigtige og gjorde intet. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Fire dage efter kontraktudløbet med Arsenal kom en række af anklagerne til offentlighedens kendskab, og få måneder efter blev der stillet kaution, så han kunne genoptage fodboldkarrieren, hvilket Villarreal bed på på trods af protester fra fansene.

Han har spillet 32 kampe for spanierne i denne sæson, men er blevet mødt med buhråb overalt – værst i den nævnte Champions League-dyst mod Tottenham, der som bekendt hader Arsenal.

Han vil dog efter alt at dømme få den mest fjendtlige modtagelse, når Ghana 23. juni møder England ved VM.

Lige nu overvejer det engelske fodboldforbund ifølge The Times, hvordan spillerne skal håndtere situationen, når spillerne normalt giver hånd til hinanden inden kampen. Det kan ende i grimme scener.

De seneste anklager mod Thomas Partey blev tilføjet i starten af 2026.
De seneste anklager mod Thomas Partey blev tilføjet i starten af 2026. Julia Quenzler/Reuters/Ritzau Scanpix

Ghanas landstræner, portugisiske Carlos Queiroz, har også måttet forsvare sin udtagelse.

»Så vidt jeg ved – i England og Portugal, uanset hvor vi lever i verden – gælder uskyldsformodningen i alle retssager, indtil retten træffer en afgørelse,« sagde han før en testkamp i Wales, hvor Partey også blev buhet af banen.

Retssagen mod stjernespilleren var planlagt til november, men ventes udskudt til starten af ​​2027.

Ghana åbner sit VM mod Panama 18. juni, men her må Partey ikke være med, da han er blevet nægtet adgang til Canada, hvor kampen spilles.