Det var Ebbe Sands første landskampsmål, og det var samtidig det mål, han altid skal fortælle om. Men den tidligere landsholdsbomber elsker stadig at tale om Michael Laudrups lob, sin egen hoveddribling og altså målet til 3-0 mod Nigeria ved VM i Frankrig i 1998.
»Jeg havde været på banen i 22 sekunder, men bolden havde været i spil i 16 sekunder. Vi har et indkast, hvor vi venter til, at jeg er nået ned, og jeg tager imod indkastet. Jeg nåede lige at røre bolden én gang, inden jeg modtog bolden fra Michael i feltet.«
»Det var hele kulissen. Verdensmesterskabet. Ottendedelsfinalen. 80.000 tilskuere på det nye, flotte stadion. Mit første landskampsmål. Der var rigtig mange ting, der gjorde, at det altid vil være det mål, jeg nævner som nummer et.«
»Hvis man virkelig nørder målet, kan man se, at da Michael begynder at drible på tværs, løber jeg et sted hen, hvor man normalt ikke vil løbe hen. Det er, fordi han har bolden, og han er den eneste, der kan finde på at lave sådan en aflevering. Jeg er stukket af sted et halv sekund før afleveringen kommer, og det er også det, man skal som angriber. Du skal være på forkant. Du skal agere i stedet for at reagere. Når først bolden er spillet, kan alle se, hvor den ryger hen.«
»Michael Laudrups varemærke gennem en fantastisk karriere - kigge væk-lobbet over forsvaret. Det var fantastisk, at jeg nåede at spille sammen med Michael og være en del af det fantastiske forarbejde og den assist. Jeg har aldrig før afdriblet en mand med hovedet. Så var der timingen med min lille kropsfinte, hvor det lige passede med, at jeg kunne halvflugte den ind.«
»Jeg var mega motiveret, for det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke havde fået scoret mit første landskampsmål. Jeg var ellers inde i en målstime som aldrig før i hele min karriere. Jeg havde været tæt på, og jeg havde også ramt stolpen. Så er det bare en angribers lod, at du ryger på bænken, hvis målene udebliver. Jeg var opsat på at komme ind og gøre en forskel og endelig få scoret det mål. At det så kom så hurtigt, var helt fantastisk.«
»Jeg har set, at Ole Ernst har speaket målet med Mozart-musik ind over. Det er faktisk ret cool. Han beskriver det mål, som når fodbold bliver til kunst. Det er ikke så lang tid siden, jeg så det.«
»Jeg ved, at Schalke allerede i april inden slutrunden havde haft en henvendelse til Brøndby. På den måde var det mål godt for karrieren. Et er at rende rundt og score nogle mål i Superligaen, noget andet er at bevise, at du kan gøre det på det højeste niveau. Jeg viste, at jeg kunne begå mig på det højeste niveau, og det var vigtigt, når man drømmer om at komme videre i karrieren og spille i nogle større klubber i en stærkere liga.«
»Der gik dog lidt længere tid, før jeg kom videre, men det var der andre årsager til. Jeg fik cancer i august 1998 lige efter slutrunden. Ellers var jeg højst sandsynligt blevet skudt af lige efter slutrunden. Men det gjorde jeg så et års tid senere, og set i bakspejlet var det fint nok at komme over sygdommen og have spillet endnu flere europæiske kampe med Brøndby og endnu flere landskampe.«
