VM-baby nummer to stod venstrebacken Jonas Knudsen bag. Ipswich-spilleren fulgte i sporene på Christian Eriksen og blev far tirsdag, da hans kone fødte en datter. Mens Christian Eriksens kæreste Sabrina Kvist nedkom med en søn på et tidspunkt, hvor landsholdet stadig befandt sig i Danmark, blev Jonas Knudsen forælder efter afgang til Rusland, og derfor var det ikke sådan lige til at komme hjem for ham med få dage til første kamp. Men som BT kunne fortælle søndag, tog landsholdet en hurtig beslutning og skaffede et privatfly til flere hundrede tusinde kroner, og nu fortæller flere profiler, hvordan det kom i stand.

»Før Peru-kampen fik Knudsen et opkald om, at hun var gået i fødsel. Så tog Simon (Kjær, red.) lynhurtigt en beslutning om, at den klarer holdet. Det er så besværligt at komme frem og tilbage. Hvis det kunne give ham en halv dag mere med hans nyfødte barn, betaler vi gerne, hvad det koster, for at det kan lade sig gøre. Det skulle bare være sådan. Det var en måned for tidligt, og det var ikke forventet. Vi havde alle sammen lidt ondt af manden, og der var jo ingen tvivl om, at han skulle hjem. Og når han kun havde halvanden dag at være væk i, skulle det bare ordnes,« siger Thomas Delaney, der sammen med resten af landsholdsspillerne får rosende ord med på vejen af assistentlandstræner Jon Dahl Tomasson for initiativet.

Anfører Simon Kjær tog initiativ til den flotte gave til Jonas Knudsen.
Anfører Simon Kjær tog initiativ til den flotte gave til Jonas Knudsen. Foto: JACK GUEZ
Vis mere

»Da de kom og sagde det, blev jeg faktisk lidt rørt over det. Jeg synes, det er fantastisk. Det siger jo alt om den her trup. Om det sammenhold og den styrke truppen har. Ord er mange ting, men det er handlinger, det drejer sig om. Det er fandeme flot,« siger Jon Dahl Tomasson og fortsætter:

»Nu er Knudsen tilbage. Han har lige været hjemme og vende. Det siger alt om vores sammenhold. Vi kan alle være enige om, at vi spillede en dårlig kamp, men vi kæmpede med næb og klør. Det er også et billede på det. Vi er velfungerende. Vi vil hjælpe hinanden. Og det kommer vi langt med.«

Jonas Knudsen var mandag ikke til rådighed for pressen, men Jon Dahl Tomasson beretter om en yderst glad, nybagt far.

»Jonas var også rørt. Det er der ikke noget at sige til. Jeg tror ikke, det er det, man plejer at gøre i Ipswich Town. Det kan være, jeg tager fejl,« lyder det om den dyre gave, som endnu ikke er gjort op i betaling, hvis man spørger Yussuf Poulsen.

»Jeg gider ikke snakke om, hvor meget folk har bidraget med, men det er klart, at vi alle blev enige om, at den tager vi alle sammen, og jeg tror, at det bliver delt ligeligt mellem alle. Vi skulle bare have ham af sted så hurtigt som muligt,« siger Danmarks målhelt fra Peru-sejren.

Jonas Knudsen tilbage i træning efter en smuttur til Danmark.
Jonas Knudsen tilbage i træning efter en smuttur til Danmark. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og hvad så med Christian Eriksen? Mon han også kan forvente en barselsgave i 100-tusindeklassen? Yussuf Poulsen er i tvivl om, hvorvidt der er en kutyme for barselsgaver på landsholdet.

»Men det er klart, at det er specielt med denne situation, fordi vi nu var rejst af sted. Christians kæreste skulle føde, da han var i Danmark, og han fik lov at tage derhjem. Det er lidt noget andet,« siger han, mens Thomas Delaney koncist og med et smil på læben siger om Christian Eriksen:

»Han kan sgu betale for sit eget fly.«