Luka Modric i Superligaen. Luka Modric i Brøndby. Eller endda Luka Modric i Boldklubben Frem.

Det lyder som scener fra et spil Football Manager på anabole steroider, men det kunne mærkværdigt nok være blevet til virkelighed.

Søndag aften står det danske landshold over for en af verdens bedste midtbanespillere. Ja, måske endda dén allerbedste, vil nogle mene.

Luka Modric har været en af VMs bedste spillere indtil nu. Det amerikanske sportsmedie ESPN rangerer Real Madrids midtbanespiller som den bedste i slutrunden efter gruppespillet
Luka Modric har været en af VMs bedste spillere indtil nu. Det amerikanske sportsmedie ESPN rangerer Real Madrids midtbanespiller som den bedste i slutrunden efter gruppespillet Foto: ALBERT GEA
Vis mere

På et kroatisk hold, hvor stjernerne står i kø, er det Luka Modric, der står forrest. Real Madrid-stjernen har gennem et årti været blandt klodens bedste fodboldspillere. Men den kroatiske stjernes karriere kunne have udviklet sig anderledes. Historien er fortalt før. Men gode historier er værd at genfortælle.

Før Real Madrid, før Tottenham og før det kroatiske landshold var den i dag 32-årige Modric et talent som de fleste andre spillere ved dette VM. Han var ejet af hjemlandets storklub Dinamo Zagreb, men lejet ud for at udvikle sig. Og det var her, verdensstjernen – som 18-årig – kunne være endt i Superligaen.

»Jeg så Modric i en bosnisk klub ved navn Zrinjski Mostar i sæsonen 2003/04, og allerede dér var han outstanding. Der var ham, og så var der alle de andre,« fortæller mellemmanden Nikola Juric.

32-årige Modric kunne være endt i Brøndby. Næsten 15 år senere er han superstjerne i Real Madrid, hvor han har vundet Champions League hele fire gange.
32-årige Modric kunne være endt i Brøndby. Næsten 15 år senere er han superstjerne i Real Madrid, hvor han har vundet Champions League hele fire gange. Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Juric øjnede derfor en transfer med Danmark som destination.

»Jeg spurgte ind til knægten, og præsidenten dernede sagde ’Kom med 100.000 euro, så skal vi nok finde ud af det’. Så jeg tilbød ham til to klubber. Det var BK Frem, der lå i Superligaen, og så var det Brøndby,« fortæller Juric.

Men Luka Modric, der fire år senere blev solgt til Tottenham for 150 millioner kroner og senere røg videre til Real Madrid for det dobbelte, var på daværende tidspunkt ikke interessant for Brøndby og Frem. Tommelfingeren røg ned over for den fremtidige verdensstjerne både på vestegnen og i Valby.

»De sagde nej, fordi de mente, han ikke havde fysik nok. De mente ikke, han var stor nok til den danske Superliga,« fortæller Nikola Juric.

Men her slutter historien ikke. Det kommende år spillede kæmpetalentet Modric endnu en stor sæson på leje i den kroatiske klub Inter Zapresic. Og det fik Brøndby til at bremse op og lave en U-vending, fortæller Juric.

»Et års tid efter kom Brøndby tilbage. De sagde: ’Jeg kan se på vores lister, at du har tilbudt os Luka Modric. Ham kunne vi godt tænke os.’ Jeg spørger så, om de har penge, og de siger ja. ’Hvad koster han?’ spørger de så. Og jeg svarer 10 millioner. Det mente de godt, vi kunne blive enige om. Men da jeg sagde, det var 10 millioner euro (75 millioner kroner, red.), blev svaret til ’Glem det bare’. Men de kom da tilbage,« siger Juric, der selv har tætte forbindelser til Kroatien.

Modric har været i Real Madrid siden 2012. Han er nu blevet 32 år, men han er stadig blandt verdens absolut bedste midtbanespillere.
Modric har været i Real Madrid siden 2012. Han er nu blevet 32 år, men han er stadig blandt verdens absolut bedste midtbanespillere. Foto: ISABELLA BONOTTO
Vis mere

Resten er fodboldhistorie af den gode slags. Luka Modric blev ikke en fanfavorit på Brøndby Stadion eller i Valby Idrætspark. Han blev i stedet en verdensklassespiller af den slags, alle klubber drømmer om. Søndag aften kan han for alvor vise Danmark, hvad vi gik glip af.

Luka Modric udviklede sig til et af Europas allerstørste talenter i den kroatiske klub Dinamo Zagreb. Han blev i 2008 solgt videre til engelske Tottenham, hvor han gik fra stortalent til verdensstjerne.
Luka Modric udviklede sig til et af Europas allerstørste talenter i den kroatiske klub Dinamo Zagreb. Han blev i 2008 solgt videre til engelske Tottenham, hvor han gik fra stortalent til verdensstjerne. Foto: PAUL HACKETT
Vis mere

B.T har uden held forsøgt at få en kommentar fra Brøndbys daværende direktør og bestyrelsesformand, Per Bjerregaard.