Han er på alles læber lige i øjeblikket.

Og det kan han også godt selv mærke.

For Simon Pytlick har spillet et vildt VM. I sin slutrundedebut har han taget alle med storm og braget sig ind som en af Nikolaj Jacobsens faste udvalgte – og helt store profiler.

Udover medvinden på banen kan han også mærke det, når han tjekker sin telefon. For det er ikke altid, han kender numrene på displayet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Beskeder er der kommet mange af. Der er kommet mange lykønskninger og beskeder fra gamle bekendte. Også fra helt gamle dage, det har ikke været alle numre, der har været kodet ind,« siger Pytlick til B.T.

Han har også lagt mærke til opmærksomheden på sociale medier – men det har mest været ved et tilfælde.

»Sociale medier holder jeg ikke særligt meget øje med. Det er ikke noget, jeg opsøger. Men jeg har været glad for beskederne, der har været fra venner, gamle venner, familie. Det har været utroligt fedt, at det er gået så godt,« jubler han.

GOG-spilleren har sammen med sin tidligere holdkammerat Mathias Gidsel og rutinerede Mikkel Hansen opfundet sød musik i det danske angreb.

Det var med til at splitte Ungarn fuldstændig fra hinanden i 17-måls-sejren i VM-kvartfinalen.

Fredag venter så Spanien i semifinalen, der spilles i polske Gdansk.

Og søndag kan Pytlick potentielt stå i en VM-finale i sin første slutrunde nogensinde.