Vild dag for Iran: Fredsaftale og VM-åbning – det gik helt amok
Iran har på under 24 timer fået fred med USA og spillet sin første kamp ved VM. I USA.

Iran har på under 24 timer fået fred med USA og spillet sin første kamp ved VM. I USA.

Hvis man er iraner, så må mandag 15. juni 2026 stå som en af de vildere i historien.
Sent søndag landede nyheden om en fredsaftale med USA. Og få timer senere gik det iranske fodboldlandshold på banen i netop USA. En på alle måder vild og skør situation.
I timerne omkring Irans første kamp ved VM, som fandt sted i Los Angeles mandag aften, lokal tid, var B.T.s udsendte til VM ude for at tage pulsen efter et hektisk døgn.
Først tog vi på en persisk restaurant i New York, hvor vi befinder os netop nu under VM, og så videre på en sportsbar, hvor flere iranske fans var mødt op.
Og man kan roligt sige, at stemningen begge steder opløftet.
På restauranten var der proppet og muntert, inden mange skulle videre og se fodbold.
På sportsbaren var stemningen endnu mere oppe at ringe.
»Det har været en helt vild situation. Det iranske hold kan jo ikke engang bo i USA på grund af krigen. De bor i Mexico og tager så til kampen lige op til,« slår en iransk fan fast.
Kort inden, B.T. taler med ham, har han lige hoppet op og ned ved siden af sin kæreste, da Iran ramte stolpen under et angreb i første halvleg i kampen mod New Zealand:
Senere fik de iranske fans for alvor noget at juble over, da deres landshold udlignede til 1-1, efter New Zealand var kommet foran tidligere i første halvleg.
Det er dog ikke kun fodbold, som fylder hos de iranere, B.T. mødte.
Det gør hele situationen med USA, som landet har ligget i krig med siden februar.
Langt hovedparten af iranerne, B.T. løb ind i, er ikke ret begejstrede for de iranske regime.
Og derfor var der også en umiddelbar glæde, da den amerikanske præsident, Donald Trump, for nogle måneder siden valgte at indlede krigen.

Der var håb om, at der kunne komme et skifte i den iranske top.
Det skete også, da USA i de første timer af sin og Israels bombekampagne formåede at dræbe en række i af de mest magtfulde personer i Iran. Ikke mindst landets øverste leder ayatollah Ali Khamenei.
Det betød dog ikke umiddelbart en ændring i den iranske kurs. Det skyldes hovedsageligt, at arvtageren i toppen af regimet blev Khameneis ældste søn, Mojtaba.
Blandt de iranere, B.T. mødte, var der delte meninger om den fredsaftale, som er blevet indgået med USA.
»Vi har ikke fået et regimeskifte. Det er bare Khameneis søn, som er der nu. Og han har overgivet en stor del af magten til den iranske revolutionsgarde,« som en siger.
På banen, som i politik, var der også flere spørgsmål for Iran.
I kampen mod New Zealand fik den iranske fan, som hoppede rundt ved stolpeskuddet, mere at glæde sig over senere, da Iran scorede sit andet mål i kampen, der endte 2-2. Men trods alt kun en uafgjort.
Nærmest symbolsk.
På banen fik iranerne i New York ikke alt det, de ønskede sig.
De gjorde de heller ikke i den storpolitiske verden.
Det skyldes hovedsageligt, at man efter måneder med krig og bombardementer af hjemlandet ikke har fået det ønskede regimeskifte.
Alligevel er den jublende iranske fan på sportsbaren i New York nogenlunde tilfreds. For han har mistet troen på, at Donald Trump kan bombe sig til et regimeskifte.
»Det er godt, bomberne er stoppet. For så kan de iranske folk selv gå i gaden og gennemtvinge et regimeskifte. Det kommer Trump ikke til,« siger han.
Og om kampens resultat?
»Jeg havde håbet på en sejr. Men jeg kan leve med uafgjort.«
En anden fan opsummere det seneste døgn.
»Vi hader det iranske regime. Og Trump er skør. Det sidste døgn har været helt vanvittigt.«