Et dansk landshold uden Kasper Hjulmand?

Om halvandet år udløber Kasper Hjulmands kontrakt, og allerede nu kæmper DBU for at få den succesrige landstræner til at underskrive en forlængelse.

Men landsholdets flotte resultater har ikke gjort den kamp lettere.

»Jeg snakker hele tiden med Kasper om, hvor han står henne. Og det er jo ikke en hemmelighed, at han han bliver mere og mere attraktiv, jo bedre det går holdet,« lyder det fra DBU-sportsdirektør Peter Møller søndag formiddag på træningsanlægget i Qatars ørken.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi vil super gerne forlænge med ham så hurtigt som muligt. Men Kasper er attraktiv, og så må vi se, om han i sidste ende selv har lyst til at fortsætte. Vi vil gerne have ham som landstræner i mange år.«

Og spørgsmålet er, om Hjulmand endda kan ende med at stoppe før tid – hvis eksempelvis en europæisk storklub efter VM lokker.

Det er dog ikke et scenario, Peter Møller arbejder med.

»Nej, fordi vi har en åben og ærlig dialog. Så nej, vi planlægger ikke efter, at han er væk efter VM.«

Så du har ikke en liste med afløsere klar?

»Jo, det her jeg. Det ville være dumt, hvis ikke jeg havde det. Det har jeg i øvrigt også på kvindelandsholdet-trænerposten. Det skal man have.«

»Men jeg har tillid til, at Kasper holder sit ord og opfylder sin aftale. Så kan vi lege med alle mulige scenarier – eksempelvis at DBU får et tilbud fra en klub,« lyder det DBU-bossen.

Danmark og Hjulmand skal i første omgang koncentrere sig om VM, som for danskernes vedkommende begynder tirsdag mod Tunesien.