Den argentinske superstjerne Lionel Messi kan blive 'persona non grata' i Mexico efter en hændelse under VM-slutrunden i Qatar.

Det mexicanske parlamentsmedlem Maria Clemente Garcia opfordrer nemlig til at nægte ham adgang til Mexico.

Det skriver den schweiziske avis Blick.

Årsagen er at finde i et videoklip, der blev delt på de sociale medier efter Argentinas 2-0-sejr over mexicanerne i gruppespillet.

I videoen herover kan man se episoden, hvor Messi har en Mexico-landsholdstrøje liggende foran fødderne, og på et tidspunkt sparker han til trøjen.

Ifølge det schweiziske medie står Messi angiveligt også på trøjen på et tidspunkt.

Det mexicanske parlamentsmedlem er ikke den eneste, der føler sig ramt af Messis handlinger.

Bokseren Saul 'Canelo' Alvarez skrev på Twitter, at argentineren skulle 'bede til Gud for, at han ikke finder ham'

Saul 'Canelo' Alvarez har efterfølgende undskyldt for sin kommentar til Messi og det argentinske folk.

Messi og Argentina skal igen i aktion ved slutrunden i Qatar, når de møder Holland i kvartfinalen fredag.