Det er kun gået én vej for Kevin Grosskreutz. Ned ad bakke.

Den tyske fodboldspiller var ellers på toppen for fire år siden: 25 år og nykåret verdensmester – men hans seneste transfer siger alt om, hvordan karrieren har udviklet sig siden.

Kevin Grosskreutz er netop skiftet fra Darmstadt i 2. Bundesliga til KFC Uerdingen 05 i 3. Bundesliga, altså i Tysklands tredjebedste række. Bild skriver, at han ville væk, fordi han ikke længere kunne få lovning på en stamplads. Prisen skulle ifølge det tyske medie have været lige over 2,5 millioner kroner.

Bum.

I KFC Uerdingen 05 kalder man det 'en transfer-bombe'.

»Vi glæder os meget over, at transferen er lykkedes for os. For os er navnet mindre vigtigt end den kvalitet, som Kevin Grosskreutz kommer med. Han vil forstærke holdet enormt meget og kommer også med stor erfaring, som vi kan profitere af,« siger Uerdingen-direktør Nikolas Weinhart.

Kevin Grosskreutz siger ikke selv noget i forbindelse med klubskiftet. Han har fået en kontrakt frem til 2021.

En kontrakt med en klub i 3. Bundesliga lå bestemt ikke i kortene dér tilbage i 2014, da midtbanespilleren i Rio kunne lade sig hylde som tysk verdensmester. Dog uden at have fået spilletid undervejs i VM-slutrunden i Brasilien.

Men problemerne fulgte hurtigt.

Billedet her af Kevin Grosskreutz er taget i december 2014. Kort efter begyndte karrieren at gå helt skævt.
Billedet her af Kevin Grosskreutz er taget i december 2014. Kort efter begyndte karrieren at gå helt skævt. Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

I Borussia Dortmund blev han degraderet til andetholdet, inden han endte med at blive solgt til Galatasaray. Den tyrkiske klub formåede dog ikke at få papirerne i orden inden transferdeadline i sommeren 2015, og Fifa godkendte derfor ikke handelen.

Uden nogensinde at have spillet én eneste kamp for Galatasaray vendte Kevin Grosskreutz i januar 2016 tilbage til Tyskland og VfB Stuttgart.

Kun lidt over et år senere blev kontrakten revet itu, fordi fodboldspilleren havde været involveret i et slagsmål på et værtshus.

Så fulgte turen til Darmstadt i 2. Bundesliga kort efter, og nu er karrieren så foreløbig endt i 3. Bundesliga.

Om ikke andet har han flere titler at se tilbage på: Ud over VM-titlen blev Kevin Grosskreutz to gange tysk mester med Borussia Dortmund, hvor han også var med til at vinde pokalturneringen en enkelt gang.

For den tyske klub var han også med i Champions League-finalen i 2013, men den blev tabt til Bayern München.