14 minutter. 13 minutter. 10 minutter.

Har du også undret dig over, der er lagt så mange minutter til kampene ved VM? Faktisk så mange minutter, at det er historisk lange kampe?

Så er svaret her: FIFA har sat alt ind på at kompensere for den tid, hvor bolden ikke er i spil – og det tester man af ved denne slutrunde ved nøgternt at måle spildtiden ved skader, dødbolde, udskiftninger, VAR-tjek, og hvad man ellers kan komme på.

Det har FIFAs dommerformand, Pierluigi Collina, fortalt ved et oplæg inden VM, skriver ESPN.

Foto: GLYN KIRK
Vis mere

»I gennemsnit går ni minutter tabt på indkast og målspark. Så hvis vi ønsker mere aktiv spilletid, så skal vi være klar til at se denne mængde af tillægstid. Tænk, hvis der blev scoret tre mål i en halvleg, så ville man miste omkring 5-6 minutter på grund af jublen, og at kampen skal i gang igen,« sagde Collina.

Over for B.T. fortæller den danske FIFA-dommer Jakob Kehlet, at det er meget normal standard, at man tester nye tiltag af ved slutrunder – blandt andet har der tidligere været fokus på tacklinger bagfra, og så husker vi vel alle, hvordan der i 2018 var enormt fokus på hånd på bolden med VAR-debuten i Rusland.

»Under slutrunder prøver man nogle gange ting af, og vi må se, om det er noget, vi skal bruge efter slutrunden. Nu vil FIFA så tidsspild til livs.«

»Det skal ikke kunne betale sig at trække tiden, som man før har set, at det kunne. Tidligere lagde vi jo kun tid til, hvis der kom hjælp ind, men der er jo mange situationer, hvor folk lægger sig ned – og nu vælger man at lægge det oveni,« siger Kehlet.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

I løbet af de første to dage ved VM blev historiens fire længste halvlege ved en slutrunde spillet, skriver statistikmediet Opta.

Det har virket ekstremt, og det har vækket stor opsigt blandt fodboldfans – og det kan da også være, at FIFA må bakke lidt ud på de lange, lange kampe.

»Det kan være, at man ændrer det halvvejs igennem, som man så under VM i 2018, hvor VAR var med til en slutrunde for første gang. Der ændrede de linjen på hands, hvor det blev alt for meget. Så vi må se, hvor det bærer henad,« siger Kehlet, der godt kan se linjen komme til Superligaen og europæisk fodbold.

»Tit følges FIFAs og UEFAs tiltag. Vi har kurser i slutningen af januar, hvor de nye retningslinjer bliver lagt ud for vores sæson, og der får vi sikkert at vide, om det er noget, vi skal implementere i de europæiske turneringer.«

Indtil videre må de danske drenge og resten af VM-deltagerne vænne sig til, at kampene når over 100 minutters spilletid – hvor man normalt har spillet omkring 94 minutter.