Det var en meget speciel knockout-kamp for Cristiano Ronaldo.

Manden, der har været synonym med det portugisiske landshold efter årtusindeskiftet, forlod i ensom majestæt 1/8-finalen, som Portugal vandt med hele 6-1 over Schweiz.

Men det var ikke Ronaldos skyld, at Portugal foldede sig ud og lignede en titelbejler - det var snarere hans afløser, Gonçalo Ramos, der scorede hattrick.

Allerede inden kampen var der fokus på den klubløse superstjerne, der fik alverdens fotografer til at stimle sammen for at tage det usædvanlige billede af ham blandt reserverne. Efter kampen blev det dog også interessant.

Det blev en kort arbejdsdag for Ronaldo.
Det blev en kort arbejdsdag for Ronaldo. Foto: SUHAIB SALEM
Vis mere

Ronaldo nåede ikke selv at sige meget efter slutfløjt, men han nåede dog at afvise Marcas historie om, at han skulle være klar til at tørne ud for Al-Nassr fra Saudi Arabien, der skulle have præsenteret ham for en aftale til 200 millioner euro per sæson. Det svarer til knap 1,5 milliarder kroner årligt.

»Nej. Det er ikke sandt,« svarede Ronaldo ifølge portugisiske medier.

Dermed er der både usikkerhed omkring hans klub- og landsholdsfremtid.

I 1/8-finalen blev han skiftet ind i slutfasen, da kampen for længst var afgjort, og efter slutfløjt løb han i forvejen ned til de portugisiske fans og takkede dem.

Men han blev der kun en kort stund og nåede ikke at fejre den storslåede sejr med holdkammeraterne, der omvendt tog sig godt tid.

Portugiserne pointerer dog, at der ikke er splid.

»Han taler til mig og med alle på holdet. Han er vores kaptajn og forsøger altid at hjælpe alle,« siger Gonçalo Ramos ifølge Diário de Notícias.

»Der er ingen problemer mellem Cristiano og gruppen. Han ved, at det vigtigste er 'vi',« siger Pepe, der ligeledes har spillet med Ronaldo i velmagtsdagene i Real Madrid.

Portugal er i kvartfinalen mod Marokko - og nu venter man så i spænding på at se, om Ronaldos tur på bænken var en engangsforestilling eller bare den nye virkelighed.

Godt fungerede det i hvert fald.