Caroline Lijnen.

Måske har du aldrig hørt om hende, men hun spiller en hovedrolle i den konflikt, der lige nu truer med at splitte et af verdens bedste fodboldhold ad.

Det er historien om et forlist venskab og mange års total stilhed mellem to superstjerner. Et trekantdrama, der kan sende en hel nation i dyb sorg, hvis nedturen kulminerer torsdag eftermiddag.

En nedtur, der kan ende med at være større end det danske kollaps, der netop har fundet sted.

Vi spoler tiden knap ti år tilbage.

I april 2013 begynder rygterne i de belgiske medier at svirre om Caroline Lijnens venindetur til Madrid.

På dette tidspunkt danner hun par med Kevin De Bruyne, men den unge fodboldspiller har kort forinden fortalt hende det, de fleste frygter.

Han har været hende utro med hendes bedste veninde.

Lijnen giver ham et ultimatum: 'Enten er det mig eller hende'. De Bruyne vælger Lijnen, og hun giver ham en ny chance.

Men tanken om hans affære sidder i baghovedet på Caroline Lijnen, mens hun er i Madrid.

Her møder hun historiens tredje hovedperson, Thibaut Courtois.

Ligesom De Bruyne er Courtois ejet af den engelske storklub Chelsea, men sidstnævnte er lånt ud til Atlético Madrid. De to unge talenter spiller også på det belgiske landshold sammen. Ja, faktisk er de rigtig gode venner.

Mødet mellem Lijnen og Courtois udvikler sig fra en hyggelig samtale over Courtois' hjemmelavede mad til en kortvarig affære – der hurtigt blev velbeskrevet i de belgiske medier.

»Jeg var klar til at give Kevin en chance mere, men vores forhold blev aldrig det samme. Thibaut gav mig den ene nat, hvad jeg havde savnet vildt gennem tre år med Kevin,« fortalte hun i 2014 og understregede, at De Bruynes forældre i månedsvis havde truet med en retssag, hvis hun fortalte sin historie.

I 2014 fortæller Kevin De Bruyne selv om affæren og relationen til Courtois i sin biografi 'Keep It Simple'.

»Landstræneren spurgte mig, om han skulle sparke Thibaut af holdet, men jeg har ingen ret til at sige, hvem der skal udtages.«

Thibaut Courtois og Kevin De Bruyne under en landskamp.
Thibaut Courtois og Kevin De Bruyne under en landskamp. Foto: EMMANUEL DUNAND
Vis mere

»Før alt det her var vi gode venner. Nu er det rent professionelt, og vi har ingen kontakt uden for banen,« skriver han.

Vi spoler tiden frem til i dag.

Thibaut Courtois er nu en af verdens bedste målmænd, og Kevin De Bruyne er en af verdens allerbedste fodboldspillere.

Hverken De Bruyne eller Courtois danner par med Caroline Lijnen, men kvinden, der splittede de to venner, spøger stadig.

Ifølge L'Équipe har de to stjerner ikke talt sammen i årevis af private årsager, og samtidig er uroen i det belgiske omklædningsrum tiltaget fra alle sider.

Næsten daglige spydige bemærkninger sender belgierne i alverdens overskrifter igen og igen.

Kevin De Bruyne mener, at 'den gyldne generation' er blevet for gammel til succes. En kommentar, holdkammeraten Jan Vertonghen hånligt skød tilbage på.

Anføreren, Eden Hazard, har kaldt forsvaret for langsomt, hvilket også faldt Vertonghen for brystet.

Kevin De Bruyne er symbolet på den belgiske VM-nedtur, mener belgisk ekspert.
Kevin De Bruyne er symbolet på den belgiske VM-nedtur, mener belgisk ekspert. Foto: AMANDA PEROBELLI
Vis mere

Blandt flere andre spillere på holdet er der interne stridigheder om, hvem der bør spille i stedet for hvem, og De Bruyne diskuterede heftigt med en holdkammerat kort efter holdets scoring mod Canada i den første VM-kamp.

Det hele kulminerede, da stjernerne var ved at ende i slåskamp i omklædningsrummet efter nederlaget til Marokko.

Mandag var der dømt krisemøde i den belgiske VM-lejr. Eden Hazard har blankt afvist historien om tumult i omklædningsrummet, men hans udtalelse står i kontrast til Thibaut Courtois'.

»Vi behøver ikke vide, hvem der end lækkede det her. Men hvis det kommer ud, er det hans sidste dag på landsholdet,« lyder truslen fra målmanden.

»Det er vigtigt, at det bliver mellem os. Alle kan udtrykke sig. Hvis alle er ærlige, selvom vi ikke kan lide hinanden, kommer vi til at kæmpe for holdet og landet. Det er vigtigt at sige tingene ansigt til ansigt,« fortsætter han.

Mens spillerne gør, hvad de kan, for at tale stridighederne ned og fokusere på skæbnekampen torsdag, har landstræner Roberto Martínez indrømmet, at der er spændinger i truppen.

På banen har spillet været langt under forventning.

Ifølge RTL Sports ekspert Frédéric Gounongbe er én mand symbolet på hele Belgiens nedtur.

Kevin De Bruyne. Katastrofal på banen. Gnaven uden for den.

Den ene part i det trekantdrama, der lurer under overfladen og øjensynligt truer med at sende Belgien ud i VM-tomheden.

Torsdag skal Kevin De Bruyne vise sit sande jeg, når Belgien går på banen med kniven for struben mod sidste VMs viceverdensmestre fra Kroatien.

Kun en sejr kan redde de 'Røde Djævle' fra at blive dette VMs totale fiasko.