De forsvarende verdensmestre fra USA er havnet i noget af et stormvejr.
Flere af de amerikanske kvinder har nemlig valgt ikke at synge med, når nationalsangen afspilles inden kampstart ved det igangværende VM i Australien og New Zealand.
Både inden kampen mod Vietnam og Holland har USAs landshold tiet. Du kan se episoderne øverst i videoafspilleren og nederst i artiklen. Videoerne er fra hver sin kamp.
Journalist og tv-vært Megyn Kelly kalder opførslen for »ulækker«.

»Jeg tror, deres version af feminisme er at være en stærk kvinde. At man skal hade sit land. Det betyder, at man går ud og gør sig selv og sit land forlegen,« siger den tidligere Fow News-vært ifølge New York Post.
Kelly giver den amerikanske stjerne Megan Rapinoe skylden.
Rapinoe har tidligere skabt opmærksomhed omkring spørgsmål om politik, kønsidentitet og etnicitet.
»Hun sagde, at hun aldrig ville stå for nationalsangen igen. Jeg tror klart, at opførslen er et resultat af hendes indflydelse, og det er ulækkert,« siger Kelly.
En af de spillere, der undlod at synge med, er Naomi Girma.
Og efter lørdagens kamp mod Vietnam, kom hun med en kryptisk udmelding.
»Jeg tror, at når vi er derude, så forbereder vi os på kampen, og det er ikke nationalsangen, der er i fokus. Til syvende og sidst er det op til den enkelte spiller. Det er alt, hvad jeg har at sige,« siger hun ifølge Mirror.
USA vandt første kamp mod Vietnam med 3-0, mens det blev til 1-1 mod Holland senest.
Næste kamp er tirsdag mod Portugal.