Lyt til artiklen

Oven på det tyske VM-exit begynder udtalelser fra fodboldstjernerne at komme. Og i det seneste bliver der ikke lagt skjul på følelserne.

Forsvarsspiller Joshua Kimmich siger ærligt til Bild, at han er følelsesmæssigt udmattet oven på nedturen:

»For mig personligt er dette den værste dag i mit liv. Jeg er bange for at falde ned i et hul.«

»Det får dig til at tænke over, om sådan en fiasko er forbundet med mig som person,« lyder den voldsomme og frustrerende reaktion fra den 27-årige Bayern München-spiller.

Tysklands VM-exit blev en kendsgerning torsdag. Og det var til trods for en 4-2-sejr over Costa Rica.

For i den anden gruppekamp, der blev spillet samtidig, vandt Japan over Spanien på et meget omdiskuteret mål.

Dermed var det Auf Wiedersehen til Tyskland.

»Vi ødelagde det i 2018 (ved VM i Rusland, red.), sidste år ved EM og så nu,« tilføjer Joshua Kimmich.

Tyskland, der vandt VM-guld i 2014, gik senest videre fra gruppespillet ved EM i Frankrig i 2016.

Her tabte de 0-2 til værtsnationen.