B.T. har allieret sig med tidligere sportsjournalist på TV 2 Line Ernlund og tidligere administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment Dan Hammer under VM.

De har løbende leveret en samlet anmeldelse af tv-dækningen og vurderet, hvordan de to kanaler har gjort det hver især både i forhold til den generelle dækning, men også brugen af kanalernes udvalgte eksperter. Og nu hvor VM-slutrunden er forbi, får du deres sidste anmeldelse her:

VM 2018 er slut. Med en falden argentinsk engel. En Maradona i opløsning. Et tysk sammenbrud. Verdammt! Unge franskmænd blev voksne mænd, Schmeichel lyste i glimt og Åge Hareide har tændt et lys. Skabt et håb for et kommende EM. Men....

'Hvor er Laudrup?' Sms’en var til en veninde i den anden ende i byen. Det skulle være en slags tidlig juleaften. En gave fra TV 2 til alle os, der elsker fodbold. Vi, der tror på, at 90 minutter gør os til bedre mennesker. Vi, der mener, at fodbold er livets spejl. Men i så fald var det et meget kort liv den aften. Og de efterfølgende.

Michael Laudrup som VM ekspert kunne være blevet den seeroplevelse, som kunne kompensere for en slutrunde på det jævne, men for mig blev det lidt comme ci comme ça. TV 2 havde ellers med Laudrup på holdet en mulighed for at sætte verdens bedste dansker i spil og vinde angrebet. Men det gjorde de ikke. Det var øv!

Peter Møller var det sikre, engagerede og begejstrede anker ved kajkanten i Århus. Min nye yndlingsduo Bruun og Kraul havde også sikker kurs i de verbale angreb. DR vandt.

TV2 fik dog spillet harpiksen af fingrene, men det tog tid, og de bedste fødder var bare placeret i Århus. Med bare ankler og stikkelsbærben, som kun en Junker og Møller kan bære det.

Så enkelt er det, og det kan ses på mit allstar hold fra VM dækningen 2018. Ni mænd, én kvinde i særklasse, og så én sand konge. Laudrup får dog 90 minutter på mit hold, fordi han er Michael Laudrup.

Peter Møller (DR), Mads Junker (DR), Francis Dickoh (DR), Arnela Muminovic (DR), Flemming Povlsen (DR), Thomas Kristensen (TV2), Troels Bech (TV2), Michael Laudrup (TV2), Morten Hausborg (DR – Radiosporten), Andreas Kraul (DR), Morten Bruun (DR)

Taktik-træner: Glen Riddersholm (TV2)

Kære DR og TV 2, tak for kampen. Tak for VM. Rigtig god sommer!

Line Ernlunds bedømmelse:

DR:

TV 2:

Efter læsning af mere og især mindre beåndede kommentarer på nettet om de danske tv-kommentatorers indsats ved VM i fodbold, konstaterer jeg, at den rød/hvide-tråd i bedste fald er zigzagget.

Det, der prises i høje toner hos den ene kommentator, kritiseres sønder og sammen hos den anden. Kun sjældent præsenteres en argumentation, der stikker dybere end påstået fysisk ubehag ved en kommentators stemmeleje eller vrede over en kommentators subjektive mening om en spiller. Stort set aldrig indregnes kommentatoropgavens kompleksitet i udgydelserne.

At speake en fodboldkamp, mens den foregår foran vores øjne, er imidlertid en ekstremt krævende fagopgave, hvor viden, timing, samspil med ekspert og kampens karakter helst skal gå op i en højere enhed. Der er kun én chance i nuet for at sige det rigtige på den rigtige måde til den rigtige aktion på banen, og i mine ører har det hverken været værre eller bedre ved dette VM end ved tidligere mesterskaber.

Langt mere fair må det være at vurdere de to tv-kanalers VM-dækning på områder, hvor grundig og gennemtænkt tilrettelæggelse har været mulig, og på dét plan har DR været i førertrøjen fra start til mål, selv om stort set samtlige greb har været gammelkendte, og majoriteten af de medvirkende har været gengangere.

DR har kværnet sig gennem slutrunden på den store klinge med høj fodboldfaglighed og tilstedeværelse hos vært og eksperter (med modig udskiftning undervejs), hvilket i nogen grad har gjort os fartblinde overfor udeladelserne. For reelt var det været småt med både nyskabelser og den store historiefortælling, som VM i fodbold, Rusland og DR’s arkiv ellers inviterer til, og derfor er DR’s fem bolde fra undertegnede også tættere på fire end på seks.

På samme måde kan TV 2’s fire bolde tilskrives det historisk gode danske sommervejr og deraf afledte humør. At insistere på at binde noget så unikt og sjældent som en VM-slutrunde i fodbold sammen af en studievært kendt fra familieprogrammet ”Go’ morgen Danmark” og de årlige slutrunder i håndbold er som at holde en rød klud op foran inkarnerede fodboldelskere.

At TV 2 samtidigt valgte stort set samme afviklingsform som DR’s kendte, men gav sig selv kortere tid til at få dybde i de ellers gode taktiske snakke omkring kampene, gjorde det umuligt at lukke hullet op til konkurrenten. At begge kritikpunkter var så forudsigelige som Putins genvalg som præsident, er måske det mest sigende om en dækning, der til sidst ikke kun blev distanceret af DR, men også af stationens egen fremragende ”tour de force” fra Tour de France, hvor alt fra studie over musik til Jørgen Leth emmer af Frankrig, ”L’amour” og væddeløb på cykel.

De brændte straffespark til trods var den samlede danske VM-dækning tiden værd, men jeg ved af erfaring, at begge sportsredaktioner er befolket med ambitiøse, kompetente og passionerede redaktører og journalister. Derfor er jeg også overbevist om, at man både i Aarhus og Odense ærligt vil konkludere, at dansk ”flow-tv” kom gennem turneringen nogenlunde som landsholdet på banen: Det tabte ikke, men det vandt heller ikke mange nye tilhængere.

Dan Hammers bedømmelse:

DR:

TV2: