TV 2 følger ikke engelske kanaler: Sender omdiskuteret VM-show
Danske tv-seere vil søndag få serveret et glamourøst popshow til VM-finalen. Dermed følger man ikke det engelske 'boykot'.

Danske tv-seere vil søndag få serveret et glamourøst popshow til VM-finalen. Dermed følger man ikke det engelske 'boykot'.

TV 2 slukker ikke for signalet i pausen af VM-finalen.
Man kommer ikke til at være i tvivl om, at søndagens VM-finale foregår i USA. Der er nemlig forberedt et storslået og stjernespækket 'half time show' i pausen af verdens største fodboldkamp.
Det foregår dog ikke uden panderynkeri – der er masser af især europæiske fans, der ikke mener, at et sådan show hører til i fodbold.

Og i England har de to store VM-rettighedshavere, BBC og ITV, ikke planer om at sende pauseshowet.
Man vil i stedet bruge pausen, som man plejer – høre analyser fra de højtprofilerede eksperter i studiet.
Den taktik har dansk TV 2, der sender søndagens finale, ikke planer om at følge.
»Det er bestemt vores plan at sende pauseshowet til finalen. Det er en stor del af den fortælling om dette VM, som i den grad har været præget at nye tiltag,« skriver kanalchef på TV 2 Sport, Kristian Hyldgaard, i en sms til B.T.
»Så det prioriterer vi at sende – og regner også med, at der bliver tid og plads til analyser fra studiet på kampen.«

VM-finalens 'half time show' får en varighed på præcist 11 minutter. Men det vides endnu ikke, om det bliver nødvendigt at forlænge pausen – så scenen kan sættes op og rives ned igen.
Det bliver med optrædener fra superstjernerne Justin Bieber og Madonna. Desuden optræder Shakira, der står bag den officielle VM-sang. Og så deltager den sydkoreanske K-Pop-supergruppe BTS også.
Så der er noget at glæde sig til for danske tv-seere – hvis man kan overskue, at popmusik og VM-fodbold smelter sammen.