Donald Trump er stemplet ind til VM.

Han jubler og takker FIFA for at have annulleret et rødt kort til USAs store helt Folarin Balogun, der stod til at misse 1/8-finalen mod Belgien natten til tirsdag dansk tid.

»Tak til Fifa for at gøre det rigtige og rette op på en stor uretfærdighed,« skriver Donald Trump på Truth Social.

Det er desuden netop blev rapporteret af The Athletic, at Det Hvide Hus foretog et opkald til FIFA.

Sagenhar fået sindene i kog hos flere, eksempelvis CBS-korrespondenten James Benge.

»En skandaløs beslutning, FIFA, der sætter tommelfingeren på vægtskålen i turneringen uden overhovedet at føle sig tvunget til at give et figenblad som retfærdiggørelse. Diskutable røde kort sker hele tiden, og mange hold med mere på spil end det amerikanske landshold må bare leve med det.«

Den italienske journalist Tancredi Palmeri kalder handlingen 'skamløs', mens B.T. sportsredaktør Lasse Vøge kalder det en skamplet.

»Det lugter af en skandale - intet mindre. Det røde kort til Balogun havde været igennem et grundigt VAR-tjek uden at blive omstødt. Så plejer der ikke at være mere at gøre.«

»Men det efterfølgende politiske pres fra den amerikanske regering - i første omgang Marco Rubio og sidenhen Trump - gør nu, at FIFA helt uhørt omstøder kendelsen på efterbevilling. Det var ikke sket for nogle andre VM-lande, tør jeg godt påstå. Sådanne privilegier tilfalder kun Infantinos bedste venner. Det er en skamplet på dette ellers flotte VM.«

Kampen mellem Belgien og USA får nu et ekstra lag, som ingen kunne have forudsagt for få timer siden.