»Jeg har ikke noget valg. Det er ikke en mulighed for mig at lade være med at være her.«
Hans stemme er i en opgivende tone.
Manden bag citatet hedder Travis og er en af de tusindvis af migrantarbejdere, som netop nu er at finde i den stenrige oliestat Qatar.
De skal gøre klar til det kommende VM i fodbold.
Netop kenyanske Travis skal i sin taxi stå for at fragte fodboldturister rundt under den kommende slutrunde, der er en kronjuvel i turbanen for de kontroversielle ledere af Qatar.
Men Travis, hvis navn er opfundet af sikkerhedsmæssige årsager (B.T. kender hans virkelige identitet), har faktisk slet ikke lyst til at være i Qatar.
Men han har ikke noget valg.
Det fortæller han til B.T., som har mødt ham i Qatar.
Travis er blot en af tusindvis af taxichauffører, som Qatar har hyret ind fra verdens fattigste lande, til en ringe hyre og placeret i en selvstændig by i udkanten af Doha.
Hjemme i Kenya har han en familie, som er afhængige af, at han sender en del af sin løn hjem.
»Det er simpelthen ikke en mulighed at lade være med at være her. Min familie skal overleve, og det kan de gøre ved, at jeg sender en tredjedel af min løn hjem,« siger Travis.
Han tjener 70 rial, som Qatars valuta hedder, om dagen. Det svarer nogenlunde til 150 kroner for 11 timers arbejde.
Deri kan han lægge eventuelle drikkepenge. Det betyder, at han som regel har en månedsløn på over 3.000 rial – omkring 6.400 kroner.
For de penge forbedrer Travis sin families liv markant. Han giver dem håb for fremtiden.
Blandt andet kan han sende sin søn på universitetet. Det havde ellers ikke været en mulighed.
Men det der følger en voldsom pris med.
»Vi snakker på video stort set dagligt. Men sidst jeg var hjemme, var i december sidste år. Og før det var det to år siden,« fortæller Travis.
Han sætter pris på, at han har fået muligheden for at forbedre sin families liv og fremtid.
Men livet som andenrangsborger i det stenrige Qatar er hårdt.
»Det er ikke mit valg at være her, og jeg er ikke stolt af det. Men mit eget land kan ikke give mig de muligheder, og derfor er jeg blevet tvunget til at tage et andet sted hen. Men jeg forventede ikke, at mit liv skulle udvikle sig sådan,« forklarer Travis.
Når han ikke bruger de 11 timer dagligt syv dage om ugen i sin taxi, så bor han på et værelse med to andre personer, som han ikke kendte på forhånd.
Hans eneste privatliv består af en seng med et forhæng, han kan trække for.
Den seng står på et værelse i en by ved grænsen til ørkenen i udkanten af Doha.
Bag høje vægge bor taxichauffører i hundredvis sammen i et stort område. Kun de har adgang til byen.
De er ikke tvunget til at bo i byen, men reelt har de ikke andet valg.
»Det er ikke et krav, at jeg skal bo her. Men hvordan skal jeg kunne bo andre steder med den løn, jeg får, når jeg også skal sende penge hjem?« spørger han.
»Du har været på det her sted, så du ved, det ikke er sjovt. Overhovedet. Specielt ikke for os migrantarbejdere, som må gå igennem en masse,« siger Travis.
»Jo længere en person er det her sted, desto mere lider han eller hun psykisk. Og endda fysisk.«
