Håndboldherrerne kan mærke opbakningen fra danskerne under dette VM.

Det så man tydeligt på den 'danske' hjemmebane i Malmø, hvor Danmark både spillede gruppespillet og mellemrunden.

Men der er en på det danske landshold, der mærker opbakningen fra flere lande.

Jóhan á Plógv Hansen er nemlig født og opvokset på Færøerne, som han også nåede at spille landskampe for. Men senere fik han muligheden for at spille for Danmark. En plan, blandt andre daværende landstræner Ulrik Wilbek satte i søen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Siden er det blevet til et masser af håndboldsucces for Hansen sammen med håndboldherrerne, hvor han mærker den vilde interesse fra sine to lande. Også fra de omkring 50.000 færinger, der bor i hjemlandet.

»Jeg kan mærke interessen fra Færøerne og Danmark. Den er kæmpestor. Personligt prøver jeg at lukke mig selv inde og ikke læse for meget under de her slutrunder,« siger han og fortsætter:

»Men jeg hører det fra venner og familie, at støtten er rigtig stor, og det er helt fantastisk, at der er så mange mennesker, der følger med på Færøerne. Og selvfølgelig også i Danmark,« siger han til B.T.

Søndag aften klokken 21 kan Hansen og Danmark vinde VM for tredje gang i træk. Jeps, en historisk bedrift.

»Det er helt vildt at stå i endnu en. VM i 2019 på hjemmebane er helt sikkert det største, jeg har oplevet som håndboldspiller. Vi var dygtige nok til at gentage det i coronaboblen i Egypten. Og nu står vi her igen. Det er svært at sætte ord på, hvor stort det er. Det er noget af det største, et hold har formået, synes jeg,« siger han.