Når Danmark tirsdag har spillet den sidste gruppekamp mod Tunesien, er det blevet tid til endnu en omgang coronatests.

Spillerne blev testet inden slutrunden, og IHF's regler foreskriver, at der også foregår test inden mellemrunden og inden kvartfinalen. Nu venter endnu en gyser for det danske landshold.

DHF oplyser til B.T., at der vil være coronatest tirsdag aften efter den sidste gruppekamp mod Tunesien. Hvornår præcist er endnu uklart.

Inden slutrunden blev først Simon Pytlick og siden Mads Mensah testet positive for coronavirus, men de var begge hurtige ude af isolation, da Pytlicks positive test viste sig at være en tidligere infektion, mens Mensah testede negativ dagen efter sin positive prøve.

Når prøverne er afleveret tirsdag, skal landstræner Nikolaj Jacobsen bide negle, mens han venter på svaret.

»Lige nu fylder det ikke noget, for jeg kan ikke gøre noget ved det alligevel,« lyder det fra Jacobsen, der dog indrømmer, han vil være urolig.

»Vi er påpasselige uden at være maniske, men det er da klart, når vi skal testes, og indtil vi får svarene, vil jeg være urolig og vil ligge og håbe på, at der ikke er sneget sig noget ind,« siger han adspurgt af B.T.

Skulle en spiller teste positive, venter der fem dage i isolation.

Dog har DHF efter dialog med IHF fået indført, at man vil holde øje med de såkaldte CT-værdier ved en positiv prøve, så muligheden for at komme tilbage til VM er forhøjet.