Det er en »dum beslutning« og stor mulighed, som DBU går glip af, når man lader sig skræmme af truslen om et gult kort.

Sådan lyder den kontante vurdering fra den tidligere topdommer Kenn L. Hansen.

Det sker, efter at DBU mandag droppede at bære et regnbuefarvet anførerbind, fordi FIFA truede med at give et gult kort til den spiller, der har det på.

Det potentielle gule kort er nemlig ikke noget, der burde skræmme landsholdet væk, mener han.

Ja, faktisk ville det være nemt at gøre 'den sportslige konsekvens', DBU er så forhippede på, meget mildere.

»Det ville da være oplagt at smide anførerbindet på en anden, og derfor synes jeg også, at det er en dum beslutning af DBU. Du har muligheden for at gøre noget, som hele verdenen ville tale om uden den store sportslige konsekvens,« siger Kenn L. Hansen, der i dag er kommunikationsekspert, og fortsætter:

»Du ville kunne give det til Kasper Dolberg, der stort set aldrig får et kort. Eller Christian Eriksen, der af forskellige årsager har været symbolet på fodbolden. Man kunne gøre så mange ting, så den sportslige konsekvens ville være stort set ikke eksisterende«.

Beslutningen fra DBU har sat de sociale medier i brand, og man skal lede længe efter kommentarer fra folk, der mener, at det gule kort er nok til at droppe protesten.

Få timer efter beslutningen blev officiel, kom der mandag eftermiddag yderligere brænde på bålet, da de iranske spillere valgte at gå i protest mod deres regime ved ikke at synge med på nationalsangen.

Her ses det famøse anførerbind
Her ses det famøse anførerbind Foto: LAURENT GILLIERON
Vis mere

En protest, hvor de mulige konsekvenser rækker langt ud over et gult kort.

Og det er altså netop de minimale konsekvenser ved One Love-armbåndet, Kenn L. Hansen fokuserer på.

»Der er jo nogen, som siger, at vi aldrig skulle tage derned. Jeg forstår det godt. Jeg er ikke på den ende af aktivisme-skalaen. Og så er der nogen på den helt anden, der mener, at vi intet skal gøre. Men her er der en lille mikroomkostning og hele verdenen vil se med,« siger han og fortsætter:

»Man kunne klappe anføreren af banen i første minut, hvis han skulle ud. Give ham kindkys. Man kunne gøre så mange ting, så hele verdenen ville se med. De går glip af en fantastisk mulighed, og især fordi de andre forbund hoppede fra. Hvor sejt kunne det være, at hele verdenen så, at England og de andre turde ikke, men lille Danmark gjorde det. Jeg synes, det er ærgerligt.«

B.T. har forelagt kritikken for Dansk Boldspil Union, som henviser til unionens oprindelige forklaring for at droppe armbindet.

»Et gult kort er bestemt ikke nogen lille risiko. Det er et kæmpe pres at lægge over på spillerne, og det ønsker vi ikke,« forklarer DBU-direktør Jakob Jensen, som tilføjer, at budskabet med armbindet ikke burde kunne støde nogen.

Det er på de sociale medier også blevet diskuteret, om dommerne overhovedet har mulighed for at give et gult kort til eksempelvis Simon Kjær, hvis han bærer det famøse anførerbind.

Og her understreger Kenn L. Hansen, at det i teorien er muligt.

»Der står i fodboldloven, at man ikke må have politiske budskaber på sit udstyr, så det ikke helt korrekt, at man ikke kan give et gult kort.«