Tidligere Liverpool-stjerne overrasker: Bliver Wolt-bud
John Arne Riise kommer under VM-slutrunden til at arbejde som Wolt-bud i Norge.

John Arne Riise kommer under VM-slutrunden til at arbejde som Wolt-bud i Norge.

Der kommer formentligt til at være nogle sulte fodboldfans, der får deres mad galt i halsen, hvis de bestiller mad på Wolt under VM.
Her er der nemlig en chance for, at den tidligere Liverpool-stjerne John Arne Riise, er personen, der ringer på døren og bringer maden ud.
Det fremgår af en pressemeddelelse ifølge Kampanje.
Befinder man sig i Norge, og hungrer efter både takeaway og stjernestøv, kan man få begge dele opfyldt.
John Arne Riise kommer nemlig til at arbejde som Wolt-bud under sommerens VM-slutrunde.
»Jeg har spillet med i mange store kampe, men det her er måske første gang, jeg har skullet levere burgere og pizza under tidspres,« siger John Arne Riise i forbindelse med annonceringen.
Det fremgår af meddelelsen, at man kan ønske den tidligere venstre back som Wolt-bud, hvis man skriver 'HEIANORGE', når man bestiller på takeaway-platformen.
Hvis man skulle være så heldig, at det er den tidligere fodboldspiller, der dukker op, kan man også vinde en signeret fodboldtrøje og en VM-bold. Derudover betaler Wolt også for maden.
Den tidligere norske landsholdsspiller huskes nok bedst for sin tid i Liverpool, hvor han var med til at vinde Champions League i 2005.