Spillerne på det svenske VM-fodboldlandshold vil ikke finde sig i, at holdkammeraten Jimmy Durmaz - efter han begik frisparket, der førte til Tysklands sejrsmål i lørdag aftens dramatiske kamp - har modtaget dødstrusler på de sociale medier.

Derfor indledte svenskerne træningspasset søndag formiddag ganske utraditionelt.

»Fuck racismen,« råbte landsholdsspillerne i kor efter to bemærkelsesværdige taler.

Først tog landstræner Janne Andersson ordet.

»Vi kommer til at indlede lidt anderledes på grund af nogle fuldstændig uacceptable hændelser, som skete efter kampen. Jimmy kommer til at give en udtalelse og jeg vil forsikre, at alle i ledelsen står 100 procent bag denne,« sagde han.

Derefter var det Jimmy Durmaz' tur til at stille sig op foran mediernes udsendte.

»Vi er fodboldspillere på højeste niveau. At blive kritiseret er noget, vi må regne med. Men at blive kaldt »blattejævel« (nedladende ord for at være mørklødet, red.) og selvmordsbomber er helt uacceptabelt. Jeg er svensk og med stolthed bærer jeg vores trøje og vores flag,« sagde Jimmy Durmaz, der har tyrkisk baggrund og til daglig spiller i den franske klub Toulouse.

Ifølge Fifa World Cup Updates-twitterprofilen har Jimmy Durmaz modtaget over 3.000 kommentarer på sin Instagram-profil. Mange af dem er tilsvininger af racistisk karakter og sågar drabstrusler, skriver den svenske avis Aftonbladet.