Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
22-årige Simon Pytlick har taget alle med storm under sit første VM.
Sammen med GOG-vennen Mathias Gidsel og den rutinerede Mikkel Hansen har de skabt angrebsspil af højeste karat under slutrunden.
Pytlick er tidligere blevet sammenlignet med netop Mikkel Hansen – undervejs ved VM har han da også vist prøver på skudvarianter, der bringer minder frem om en ung Hansen.
Men han skal finde sin egen vej, selvom Hansen også selv ser ligheden.
»Han er helt sikkert fremtidens mand,« siger Mikkel Hansen til B.T. og fortsætter:
»Jeg er imponeret af mange af de yngre spillere. De kan levere varen, og deres forståelse af spillet er på et meget højt niveau i en meget ung alder. Det har været mest imponerende.«
»Men jeg tror, at Simon har det fedest med bare at være ham selv og skabe sin egen vej. Det bliver spændende, og det bliver ret fedt at følge de næste par år: Jeg tror, han kan drive det rigtig langt. Ingen tvivl om det. Det ser spændende ud for dansk håndbolds fremtid med de her unge spillere, der allerede er her og bidrager – og så er der andre, der også banker på.«
Kan du se dig selv i ham?
»Ja, det kan jeg sagtens. Og det kan jeg i mange af dem. Der er en stor tro på sig selv, og de er altid villige til at lære. Det er en god kombination.«
Han anerkender også, at sammenspillet med Pytlick og Gidsel har været godt.
»Det har været min opgave at sætte dem i en god situation, hvor de kan vinde deres mand-mand-dueller eller komme til et godt skud. I sidste ende handler det bare om, at vi får spillet noget hurtigt håndbold. Har vi fart i benene, så kommer vi frem til chancer. Det så vi mod Egypten,« forklarer han.
Og det kommer vi også til at se mod Ungarn.
Den kamp spilles onsdag klokken 18.00. Og ja, du ved det. Den kan nemlig følges før, under og efter på bt.dk.