Det kan blive en fordel for det danske landshold ved VM-slutrunden i Rusland, hvis modstanderne fokuserer for meget på at lukke ned for Christian Eriksen under kampene.

Det kan nemlig give ekstra plads til de øvrige spillere i den danske offensiv, påpeger hovedpersonen.

»Jeg håber, at modstanderne fokuserer på mig, for så vil der være mindre fokus på de andre spillere. Men når man ser på os som hold, så kan man se, at der er mange spillere, som kan skabe mål eller chancer, og at jeg er ikke den eneste,« siger Christian Eriksen.

Han varmede op til VM med et mål og et måloplæg i testkampen mod Mexico, der lørdag blev slået 2-0 i Brøndby.

Landstræner Åge Hareide mener, at Eriksen er mentalt godt rustet til at bære internationale forventninger om flere toppræstationer under VM.

Christian Eriksen, Henrik Dalsgaard, Andreas Cornelius og Lasse Schöne under landsholdstræning i Anapa i Rusland onsdag den 13 juni 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Vis mere

»Han er god til at balancere det. Han fokuserer på opgaven. Det er det vigtigste - at han gør han det, for så er han god. Jeg tror, at han bliver en afgørende faktor,« siger Åge Hareide.

Mandag kom der et billede frem af en T-shirt med den danske VM-taktik, som spøgefuldt gik ud på at give bolden til Eriksen - og hvis han mislykkedes, skulle han bare have den igen.

»Jeg så godt T-shirten. Den er spøjs. Jeg fik den også tilsendt mandag, og det er sjovt fundet på, men det er godt, at det ikke altid er sandt. Folk har en god fantasi,« siger Eriksen.

Han fik for alvor sit landsholdsgennembrud, da Åge Hareide tiltrådte som landstræner i 2016.

I VM-kvalifikationen scorede Eriksen 11 gange, hvilket kun Belgiens Romelu Lukaku matchede, og Cristiano Ronaldo (15 mål) og Robert Lewandowski (16 mål) overgik i den europæiske kvalifikation.

»Jeg har i mange år skullet være afgørende, og på det seneste er det lykkedes bedre end førhen. Der er egentlig ikke nogen forskel på mit spil, for jeg prøver at gøre det samme og sende bolden i kassen,« siger fynboen.

Hans formodede rolle som det offensive danske omdrejningspunkt i gruppekampene mod Peru, Australien og Frankrig står i kontrast til VM-slutrunden i 2010.

Her var 18-årige Eriksen med som turneringens yngste spiller, blot et halvt år efter, at han havde fået sin debut for Ajax. Ved den lejlighed fik han to indhop og i alt 44 minutter på banen.

I år skal han stråle på en helt anden måde, men det er vigtigt ikke at lade sig rive for meget med af VM-hypen.

»Jeg får en lidt større rolle, end jeg havde forrige gang. Men det er bare en fodboldkamp, uanset om det er en VM-kamp eller testkamp på Brøndby Stadion. Vi må ligesom glemme alt det, der er uden om,« siger Eriksen.

Før VM-slutrunden har han spillet 78 landskampe og scoret 22 mål. 16 af målene er scoret i Eriksens 21 kampe under Åge Hareide.

/ritzau/