»Jeg vender ikke tilbage.«

Så kontant lød meldingen, da Hakim Ziyech i februar i år meddelte, at han havde spillet sin sidste landskamp for Marokkos landshold.

Men siden har piben fået en anden lyd.

Onsdag aften spiller superstjernen side om side med landsholdskammeraterne i en historisk VM-semifinale.

Vi spoler tiden lidt over et år tilbage.

Chelsea-stjernen er netop blevet vraget til Marokkos landshold på grund af dårlig attitude.

Ifølge daværende landstræner Vahid Halilhodzic foregav Ziyech at være skadet, så han kunne slippe for at spille en testkamp mod Burkina Faso.

»For første gang i min trænerkarriere ser jeg en spiller, som ikke vil træne og lader, som om han er skadet, selvom testene viser noget andet. Det vil jeg ikke tolerere,« sagde Halilhodzic ifølge The Chelsea Chronicle.

Hakim Ziyechs landsholdskarriere har været tumultarisk. Men nu er han med til at skrive landsholdshistorie.
Hakim Ziyechs landsholdskarriere har været tumultarisk. Men nu er han med til at skrive landsholdshistorie. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Få måneder senere blev Ziyech så også udeladt af truppen, da Marokko skulle spille Africa Cup of Nations.

Det førte til føromtalte udtalelse fra stjernespilleren selv.

»Jeg vil ikke vende tilbage på landsholdet, og det er min endelige beslutning. Jeg fokuserer på, hvad jeg gør for min klub,« sagde Ziyech ifølge BBC.

Siden har Marokko skiftet landstræner til Walid Regragui, og det fik Ziyech til at skifte mening om landsholdet.

Han gjorde comeback i september blot to måneder før VM.

Ziyech er født og opvokset i Holland, som han også har spillet ungdomslandsholdsfodbold for.

Han har tidligere fortalt, hvordan han snakker engelsk med de marokkanske journalister, fordi han ikke taler darija, sproget i Marokko, flydende.

I Qatar har han været en bærende spiller på det Marokko-hold, der har overrasket hele verden, og samtidig donerer han hele sin landsholdsbonus til fattige familier i hjemlandet.

Onsdag står de over for mægtige Frankrig i ikke bare Marokkos men hele Afrikas første VM-semifinale nogensinde.

Du kan følge opgøret her på bt.dk fra klokken 20.