Nytårsaften 2021 udviklede sig uhyggeligt for den franske håndboldstjerne Elohim Prandi, der blev stukket med kniv og indlagt på et hospital i Paris. Søndag aften spiller han VM-finale mod Danmark.

Men vejen til verdens største finale var, forståeligt, ikke uden bump.

Han meldte afbud til EM-slutrunden i 2022 og missede flere kampe for sin klub, Paris Saint-Germain – alt imens han knoklede fysisk og psykisk for igen at blive kampklar.

21 dage efter overfaldet satte han for første gang ord på sin situation. Det gjorde han i et opslag på Instagram med et billede fra et styrkecenter.

'Jeg forbereder mig på min tilbagevenden. Takket være jeres støtte er jeg mere beslutsom end nogensinde.'

'Jeg er ikke et offer, jeg er en overlever. Det er efter min mening, hvad det vil sige at være atlet på højt niveau,' skrev han blandt andet og sendte en stor tak til familie, venner og ikke mindst sin klub i Paris.

Prandi var ude at fejre nytårsaften med sine venner, da han fik flere knivstik.

Ifølge franske medier blev han stukket i brystet.

Elohim Prandi.
Elohim Prandi. Foto: TOMASZ MARKOWSKI
Vis mere

Han blev indlagt på hospitalet, og heldigvis udtrykte Paris-klubben hurtigt, at hans tilstand ikke vakte bekymring. Forventningen var da også, at man talte om uger – ikke måneder – før han var tilbage.

I februar sidste år var han så retur. Med et mål for øje:

At vende tilbage stærkere end nogensinde før, og at 2022 ville byde på 'fred, engagement og fælles succes'.

'Jeg er tilbage,' tilføjede han.

Og hans arbejde har nu kastet en VM-finale af sig. I øvrigt hans første finale nogensinde med det franske landshold. Respekt!