Simon Kjær var med i 2010, igen i 2018 og er der nu også ved 2022.

Men når slutrunden i Qatar er overstået, har den 33-årige danske landsholdsanfører med stor sandsynlighed spillet sit sidste VM.

»Det er nok mit sidste VM i hvert fald. Men igen, jeg kommer til at spille så lang tid, jeg kan. Jeg kommer til at leve mit liv og optimere alt, hvad jeg kan. På og uden for banen. Indtil jeg en dag skal stille støvlerne på hylden,« siger Simon Kjær og slår så fast:

»Men det er ikke, fordi jeg har planer om at gøre det foreløbig.«

Landsholdsanføreren har med 121 kampe i rødt og hvidt bevæget sig tæt på at blive historisk og mangler kun otte landskampe for at tangere Peter Schmeichels rekord på 129 optrædener for nationen.

Det er en rekord, som Kjær før sin slemme knæskade for et år siden havde på sigtekornet. Nu er det lidt anderledes.

»Inden jeg blev skadet, ja. Der tænkte jeg på, at det kunne passe meget godt med, at jeg kunne nå den til VM. Men jeg har så også lige været skadet og fået sat tingene lidt i perspektiv. Jeg tager de kampe, som kommer. Jeg ved godt, at Peter Schmeichel ikke er langt væk, men jeg ved også, hvor lidt der skal til, før man er ude så lang tid, som jeg har,« siger han og fortsætter:

»Hvis jeg når den, er jeg glad og stolt, så kan vi snakke om det til den tid, men lige nu tager jeg det i det lidt kedelige fodboldsprog en kamp ad gangen efter de sidste 11,5 måned.«

Simon Kjær pointerer også, at når han en dag er færdig på landsholdet, så skal det være, mens han er god.

»Jeg ved godt, at jeg synger på sidste vers, men det skal også være et godt sidste vers.«