Simon Kjær på bænken for Danmark. Anføreren.

Det er ikke hver dag, at man ser det, og selv det var en beslutning, der påvirkede ham i ekstrem grad, så accepterede han det, fordi det var det rigtige valg af Kasper Hjulmand.

Milan-spilleren døjer nemlig med lidt problemer i låret, og selv om han egentlig gerne ville og kunne have spillet noget af kampen, så forblev Simon Kjær ude og måtte i stedet engagere sig fra sidelinjen, hvor han dirigerede med sine medspillere.

»Jeg er jo nødt til at leve på en eller anden måde. Jeg var ved at gå til. Jeg hader det og kommer aldrig til at vænne mig til det. Jeg trives overhovedet ikke på bænken. Der blev taget en beslutning i dag, og det var den rigtige,« siger Simon Kjær og fortsætter:

Simon Kjær sad hele kampen på bænken.
Simon Kjær sad hele kampen på bænken. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg havde en god dialog med Kasper om det, men det er Kasper, der er nødt til at tage beslutningen, for jeg kan ikke selv tage den. Jeg vil spille, medmindre jeg ikke kan gå,« pointerer Simon Kjær.

Han slår samtidig fast, at snakken om at sidde over blev taget med landstræneren fredag og intet havde at gøre med, at Danmark inden kampen mod Frankrig fandt ud af, at et nederlag ikke ville få den store betydning, fordi Australien slog Tunesien.

Så når det nu skulle være, så gjorde det mindre, at det var netop i denne kamp, at Danmark led nederlag.

Det får du bare ikke en vindertype som Simon Kjær til at sige.

»Det er aldrig sjovt at tabe. Det er aldrig okay. Det skal vi aldrig være tilfredse med. Det, vi skal være irriterede over, er, at vi lukker et mål ind, når der mangler fem minutter af en fodboldkamp.«

»Det er det, jeg kan mærke, der er mest frustrerende,« forklarer han og tilføjer om Frankrigs sejr, der kom i slutminutter, da Kylian Mbappe lynede til slutresultatet 2-1:

»Vi har nævnt mange gange, at det er de små detaljer, der kan afgøre kampene, og jeg havde egentlig foretrukket, at de havde scoret på en af de store chancer, de har i visse situationer i stedet for et lidt heldigt mål til at starte med.«

»Havde de ikke gjort det, kunne jeg godt have set os komme foran med 2-1, for det synes jeg, at vi havde mulighed for.«

Det kan Danmark passende gøre mod Australien, for med en sejr er holdet videre til næste runde ved VM.