Det danske VM blev skudt i gang med en sejr! I det første officielle opgør mod Peru nogensinde slog Åge Hareides tropper sydamerikanerne 1-0 og fik dermed den bedst tænkelige start på verdensmesterskaberne i Rusland.

Den helt store helt for Danmark blev Yussuf Poulsen, der i sidste testkamp mod Mexico lørdag fik smurt venstrepoten med et klassemål og nu rider på en perfekt timet bølge. Samme fod sikrede nemlig målet mod Peru, da Leipzig-angriberen, der ellers har været udskældt for ikke at score nok, igen fandt vej til netmaskerne.

Aktionen, der satte fut i Danmarks VM-drømme, kom efter en times spil, da Danmark fangede Peru i en omstilling, og en ellers svagt spillende Pione Sisto spillede bolden op til Christian Eriksen. Danmarks altoverskyggende stjerne ventede til det helt rigtige tidspunkt med at spille Yussuf Poulsen fri, og da afleveringen faldt, var Poulsen løbet forbi Perus forsvar og skulle blot passere keeper Pedro Callese.

Der var stor glæde over, at Peru brændte straffe. Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Der var stor glæde over, at Peru brændte straffe. Foto: Jens Nørgaard Larsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Og med ét blev Yussuf Poulsen helten, selv om han kort før pausen var tæt på at blive den helt store skurk. Allerede i det andet minut af kampen fældede han AaB-spilleren Edison Flores i feltet, men her slap danskeren for nogen tiltale, men da den hurtige kantspiller i de døende sekunder af halvlegen igen tacklede i feltet, faldt klappen. Dog ikke uden drama.

For i første omgang så den gambianske dommer Bakary Gassama ikke nogen forseelse på Perus Christian Cueva og lod spillet fortsætte ret mange sekunder. Men pludselig fløjtede han og gav besked om, at han skulle ud at se episoden på den skærm, som FIFA har indført med VAR-systemet, hvor nogle dommere sidder og genser alle situationer. Og kort efter pegede dommeren på straffesparkspletten til stor frustration for de danske spillere.

TV-billederne viste dog, at den nok var god nok. Yussuf Poulsen blev fuldstændig sat på en stopfinte af Cueva og tog hans højre ben. Heldigvis for Yussuf Poulsen og det danske landshold tog Cueva selv straffesparket, som han sendte langt over mål. Vi nævner ingen dansk angriber, der har stået med samme skæbne. Blot at der denne gang stod en dansk spiller med et bredt smil.

William Kvist måtte udgå med smerter. Foto: Jens Nørgaard Larsen.
William Kvist måtte udgå med smerter. Foto: Jens Nørgaard Larsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Danmark kom ellers meget nervøst ud til VM-åbneren og var virkelig på hælene i det første kvarter, hvor det slet ikke lignede, at der skulle være nogen dansk fest i Saransk. Peru skabte i hvert fald fire ret store chancer og kunne sagtens være kommet foran.

Hvad det skyldtes andet end dårlige danske premierenerver, er svært at sige, men det lykkedes for de flere end 10.000 peruvianske fans, der skabte et lydinferno, der endnu ikke er set ved dette VM, at kyse selv de mest rutinerede danske spillere, som kun blev bakket op af 645 roligans på Mordovija Arena.

Pione Sisto havde tredjesidste fod på scoringen.
Pione Sisto havde tredjesidste fod på scoringen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Således lavede både Kasper Schmeichel og Simon Kjær uprovokerede fejl, der ellers sjældent forekommer fra deres fødder, og da rutinerede William Kvist efter en halv times spil måtte skiftes ud efter et tryk på ribbene, gik det fra slemt til værre, men langsomt greb hans afløser Lasse Schöne og de andre danske holdkammerater mere fat om kampen, og ikke mindst flere klasseredninger fra Kasper Schmeichel i anden halvleg gjorde, at nok fik Danmark en dårlig start, men så længe enden er god, ikke?