Indtag af alkohol er som bekendt forbudt på stadioner i Qatar. Men det betyder ikke, at fans ikke gør forsøg på at omgå reglerne.

En mexicansk fan gjorde tilsyneladende et forsøg inden Mexicos kamp mod Polen, hvor han medbragte, hvad der lignede en kikkert.

Det fremgår af en video, som er blevet delt heftigt på Twitter.

Her kan man se to fans i snak med en vagt, der holder kikkerten. Efterfølgende placerer han kikkerten op til sine øjne, hvorefter han skruer et låg af og insinuerer, at han ville drikke af den.

Du kan se klippet øverst i artiklen.

Qatar meldte ud – otte dage før VMs begyndelse – at alkoholiske drikke ville være forbudt på de otte VM-stadioner samt i områderne omkring.

»I kølvandet på diskussioner mellem værtslandets myndigheder og FIFA er det nu blevet besluttet, at salget af alkoholiske drikke vil ske i Fan Festivalområdet, andre fan-områder og på steder med licens til salg. Det betyder, at ølboder fjernes fra VM-stadionerne og områderne omkring,« lød det.

Dermed løb VM-værterne fra alle løfter om at sælge øl i lukkede zoner omkring de otte VM-stadioner, som ellers var meldingen til de mange ølglade fans.

Ølgiganten Budweiser har eksempelvis brugt i omegnen af 530 millioner kroner på at købe retten til salg af øl ved slutrunden.

Fans kan dog købe alkoholfri øl ved kampene.