Lyt til artiklen

Opvarmningen til de to danske VM-kampe har langtfra været optimal fra landsholdets sidsteskanse.

Inden kampen mod Tunesien tirsdag kunne man se ham i en ophedet diskussion med en FIFA-official på sidelinjen.

»Det er jo nogle FIFA-regler, som gør, at vi ikke må gå ud, som vi normalt gør. Åbenbart,« lød det inden søndagens træning fra Nice-målvogteren, der traditionelt godt kan lide at påbegynde opvarmningen så tidligt som muligt.

»Normalt må vi gå ud 55 minutter før kampstart. Men deres regler siger, at vi først må gå ud på banen 50 minutter før – og det står de åbenbart og måler på sekundet.«

Og før lørdagens kamp mod Frankrig var den igen gal.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Efter at Schmeichel var kommet på banen til opvarmningen, igangsatte de qatarske værter et stroboskop-lysshow, som gjorde det nærmest umuligt for målmændene at varme op.

Schmeichel stod midt på banen og slog armene opgivende ud – tydeligt frustreret over forholdene.

»Ja, jeg ved helt ærligt ikke, hvad de havde tænkt sig. De troede, de kunne køre lysshow under opvarmningen.«

»Jeg så også, at Hugo (Lloris – Frankrigs målmand, red.) havde samme problem nede i den franske ende,« lød det fra den danske målmandsstjerne, der onsdag må se, hvilket uheld han rammes af inden den tredje og sidste gruppekamp mod Australien.