Lyt til artiklen

Alle fodboldspillere og fans har frygtet den stegende varme i Qatar, hvor VM blev sparket i gang søndag.

Slutrunden blev flyttet fra sin sædvanlige sommerplacering til november og december for at ramme en periode med bare lidt lavere temperaturer. Ved åbningskampen søndag viste termometeret 25 grader.

Alligevel hundefrøs de ecuadorianske fans så meget under åbningskampen, at de måtte bruge deres medbragte flag som tæpper.

Det skriver franske RMC Sport.

De qatarske VM-værter havde nemlig fyret helt op for klimaanlægget, der for fulde drøn blæste kold luft ind på stadion for at holde temperaturen nede.

Det virkede åbenbart bedre end forventet.

»Vi frøs virkelig meget. I Ecuador har vi områder, hvor det er koldt. Her var det værre end hjemme ved os og hos jer i Europa,« fortæller fanen Angelica til RMC Sport.

»Vi havde frosne fødder. Vi brugte vores flag som tæppe. Vi håbede bare på, at de ville slukke det klimaanlæg.

Angelica og co. kunne dog varme sig på ecuadorianernes 2-0-sejr over værtsnationen.