En stikpille til Lionel Messi eller bare et forsøg på noget nyt? Cristiano Ronaldo har fået nyt skæg, og spekulationerne har været mange i forhold til, hvad årsagen er.

Den vågne seer bemærkede måske, hvordan Cristiano Ronaldo tog sig til sit gedeskæg, da han scorede mod Spanien. Og at han har valgt at lade skægget gro på hagen, er der en helt særlig grund til.

Cristiano Ronaldo under kampen mod Spanien.
Cristiano Ronaldo under kampen mod Spanien. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

I klippet herover kan du se rundens hold fra runde ét ved VM - og Cristiano Ronaldo er selvfølgelig med.

»Det er en joke, jeg har med Riccardo Quaresma. Vi var i en sauna sammen inden kampen mod Spanien. Jeg begynder at barbere mig og efterlader så et gedeskæg. Vi aftaler, at hvis jeg scorer mod Spanien, beholder jeg det resten af turneringen. Det gav mig held. Jeg scorede mod Spanien, og jeg scorede mod Marokko, så jeg beholder det,« sagde Cristiano Ronaldo ifølge TV 2 Sport efter kampen mod Marokko til de fremmødte journalister.

Cristiano Ronaldo fejrede et mål mod Spanien ved at tage sig til hagen.
Cristiano Ronaldo fejrede et mål mod Spanien ved at tage sig til hagen. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

På de sociale medier er spekulationerne ellers gået på, at Cristiano Ronaldos nye skæg kunne være en lille 'hilsen' til Lionel Messi.

Før VM blev sparket i gang i Rusland, lancerede Adidas en kampagne med Lionel Messi, der står ved siden af en ged med ordene 'G.O.A.T #HereToCreate'.

Dog bruges den engelske version 'goat' også som en betegnelse for 'greatest of all time' - altså den bedste gennem tiden - og mange fans spekulerede derfor i, om Cristiano Ronaldos skæg var et modsvar til det.

Noget, som portugiseren altså afviser. Cristiano Ronaldo har allerede været særdeles målfarlig ved årets VM.

Real Madrid-spilleren lavede hattrick i Portugals første kamp mod Spanien, som endte 3-3, og i anden gruppekamp mod Marokko blev han matchvinder med sit hovedstødsmål til 1-0.

Portugal mangler en gruppekamp mod Iran, og det opgør spilles mandag aften. Mens Marokko er ude, har både Spanien og Portugal fire point, mens Iran har tre, og dermed er der spænding i vente i sidste runde af gruppespillet.