Både reglerne og sikkerhedsopbuddet er skærpet, efter det danske VM-hold er landet i Rusland.

Normalt kan de danske landsholdsspillere færdes forholdsvis frit, når de er samlet i rødt og hvidt. De kan gå en tur ved stranden, de kan til tider også få besøg udefra – og de behøver ikke at spørge om lov om ret mange ting.

Men under et VM ryger ’normalt’ sig en tur. Og under et VM i Rusland ryger normaliteten rigtig langt væk.

Under hele slutrunden er de 23 spillere og landstrænerteamet mandsopdækket af flere agenter fra PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.). Derudover kommer de talrige sikkerhedsvagter, som de russiske værter stiller op med.

Det russiske politi passer på det danske landshold under VM  de kommende uger
Det russiske politi passer på det danske landshold under VM  de kommende uger Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sikkerheden er på plads. Men når sikkerheden strammes, følger reglerne ofte med. Det er også tilfældet i den danske VM-lejr i Anapa, hvor den normale åben- og afslappethed må vige for mere faste rammer. Rusland er ikke Danmark – og VM er en verdensomspændende begivenhed ud over det sædvanlige. Med alt hvad dertil hører af både gode og mindre gode følger.

»Spillerne kan ikke forlade hotellet, når det passer dem. Vi har nogle sikkerhedstiltag. Vi har et morgenbadehold, og de får følgeskab af et sikkerhedshold. Det er vi glade, for tingene skal være i orden,« siger landstræner Åge Hareide.

»De kan ikke bevæge sig rundt i byen. De kan gøre det, hvis det bliver organiseret. Men det skal det. Alt skal aftales på forhånd.  Men det er okay.  Det er bedre end det modsatte. Vi er glade for, at de passer på os,« siger landstræneren med henvisning til sikkerhedsfolkene.

Russerne vil gerne tæt på de danske landsholdsstjerner, der skal rette sig efter flere regler under VM, end de gør normalt. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Russerne vil gerne tæt på de danske landsholdsstjerner, der skal rette sig efter flere regler under VM, end de gør normalt. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selv om det ikke er mange timer siden, landsholdet landede i Rusland, har Andreas Cornelius allerede fået de nye regler ind under huden. Og han forstår, hvorfor spillernes frihed er mere indskrænket i Anapa, end den er normalt hjemme i Helsingør og København.

»Der er nogle regler for, hvem der må komme på hotellet. Man kan ikke bare få besøg. Skal vi ud, skal vi også aftale det med nogen, og vi skal have de der skilte på hele tiden. Så der er selvfølgelig nogle regler. Rusland er ikke så sikkert et land som Danmark, så man skal tænke sig om. Vi har nogle sikkerhedsfolk med, så skal vi ud, skal vi hive fat i dem,« siger Cornelius.

Pressechef Jacob Wadland uddyber hvilke nye regler og retningslinjer, landsholdsspillerne skal rette sig efter, efter de mandag landede i den russiske turistby Anapa.

»Vi skal hele tiden vide, hvor spillerne er, og det skal hele tiden have deres akkrediteringer med,« fortæller han.

»Vil en større gruppe ud, vil vi formentlig give dem en eskorte med. Det bliver situationsbestemt. Vi ser på hver enkelte situation. Men de større ture er ikke aktuelle. Også på grund af hotellets beliggenhed.  Det vigtigste er, at spillerne ikke bare kan gå. Det har de kunnet tidligere. Vi skal hele tiden vide, hvor de er,« forklarer Wadland.

(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landsholdet er i Anapa indtil torsdag, hvor holdet flyver til den første kampby, Saransk. Herefter vender de rød-hvide VM-drenge igen tilbage til deres base camp ved Sortehavet.