Efter VM-kampen mellem Iran og USA blev TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt tilbageholdt af politiet i Qatar.

Han forklarer selv, at han og en kameramand er på direkte tv, og at han skal til at fortælle, at alt forholder sig stille og roligt efter kampen, da tingene lige pludselig eskalerer.

»Efter at vi ikke længere er live igennem, sker der noget, og jeg filmer det. Der er nogle, som står og skriger og kommer i tumult. Nogle iranere bliver angrebet af andre iranere, da de skulle til at være med på italiensk tv,« siger Rasmus Tantholdt til B.T. og fortsætter:

»De var mod præstestyret og blev angrebet af nogen for det. Det var blandt andet en familie med to grædende børn og to voksne. Jeg filmer alt det her, og går med dem ind under stadion, og så kommer politiet og begynder at fortælle, at jeg skal stoppe og at jeg ikke må filme.«

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det er herefter, at Rasmus Tantholdt bliver tilbageholdt af politiet i Qatar.

»Det har jeg dog ret til (at filme, red.). Så kommer der en højt rangeret betjent og siger det samme, men jeg vil ikke stoppe. Jeg vil gerne forlade stedet, men det må jeg heller ikke. Jeg har ikke gjort noget ulovligt. Men det siger de, at jeg har.«

Han forklarer, at tilbageholdelsen varer i cirka 10 minutter.

»Jeg er tilbageholdt, og det varer nok i 10 minutter. Flere gange kommer de over og vil have, at jeg skal slette billederne, men det nægter jeg. Efterfølgende kommer der en overordnet og siger, at jeg kan gå. Det fortæller lidt om situationen,« forklarer Rasmus Tantholdt til B.T.

En kvinde med Mahsa Aminis navn. Det var den 22-årige kvinde, der i september døde i det iranske moralpolitis varetægt, og som har medført massive protester i landet.
En kvinde med Mahsa Aminis navn. Det var den 22-årige kvinde, der i september døde i det iranske moralpolitis varetægt, og som har medført massive protester i landet.
Vis mere

Han fortæller også, at familien, der blev angrebet, meget gerne ville have, at han blev og hjalp dem. Han ved ikke, hvad der efterfølgende skete med familien.

Situationen opstod netop efter, at Iran havde tabt med 0-1 til USA og røg ud af VM-turneringen i Qatar.

Det iranske landshold har været meget omtalt under slutrunden på grund af den eskalerende konflikt i landet.

Iranerne valgte at protestere mod styret ved at nægte at synge nationalmelodien i første kamp mod England.

Det iranske styre tillader  ikke protesterne og har defor sendt en række officerer til Qatar, hvor VM-slutrunden afholdes.