Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»Det landshold, som vi har beundret og hyldet i to år, er kollapset – og dansk landsholdsfodbold er slået tilbage til start.«
Således lød dommen fra B.T.s sportskommentator, Lasse Vøge, efter nederlaget til Australien. Men hvad var det, der gik så galt?
Det mener psykolog Bjørn Danielsen at have et svar på – og han ønsker nu at sætte en debat i gang om emnet.
I 50 år har Bjørn Danielsen været psykolog og behandlet mennesker med angst. I 40 af årene har han desuden iagttaget sportsudøvere og på den baggrund dannet sig en teori baseret på erfaring.
Den bygger på, at hjernens tanker består af 10 procent bevidst tænkning og 90 procent ubevidst tænkning, og det blev meget synligt i kampen mod Australien, mener han:
»De første 20 minutter havde spillerne overskud, og de angreb, angreb, angreb. Men når det så ikke lykkes, dukker angsten fra det ubevidste op, hvilket gør, at bevægelserne bliver langsomme. Og de mange fejlafleveringer viser, at der er for meget spænding i kroppen, som skyldes angsten.«
»Spillerne er indstillet på at vinde og vil stå med en medalje om halsen. Og når der er gået 20 minutter, og alt, hvad de har været i gang med, ikke giver resultatet, så er det, at hjernen begynder at tvivle,« forklarer han.
Ifølge Bjørn Danielsens teori går angsten fra det ubevidste altså ind og dominerer og giver reaktioner såsom hjertebanken, 'fastfrysning' og spændinger i kroppen, som øger fejlprocenten.
»Spillerne kæmper videre, men skal bruge flere og flere kræfter for at gennemføre kampen. De får næsten 'bly' i støvlerne. Men hvis de havde scoret inden for de første 20 minutter, så havde de scoret tre-fire mere,« siger han om onsdagens kamp og henviser til andre tilfælde.
Eksempelvis da Danmark lavede et utroligt comeback i en kamp mod Schweiz i foråret 2019. De danske spillere kom bagud 0-3, men endte med at spille uafgjort.
»Spillerne havde ligesom indset og indstillet sig på, at de havde tabt. Derfor tog de det afslappet, havde ro i kroppen og endte med at lave tre mål.«
Ifølge Bjørn Danielsen mangler trænere i dag forståelse for det psykologiske spil. For når angsten fra det ubevidste dukker op, som han mener, at den gjorde i kampen mod Australien, kan man faktisk gå ind og vende situationen.
»Lige så snart man mærker usikkerhed, skal man være bevidst og snakke højt for at holde det ubevidste, der går ind og bestemmer over en, væk. Det gør man ved at snakke med hinanden. Råbe 'kom igen' og 'kom så' i stedet for at gå i stå og blive helt tavst, som det danske landshold gjorde.«
Simpelt sat op kan det ubevidstes indflydelse på præstation og spillested beskrives på følgende måde ifølge psykologen:
»Man kan opleve en blokering, når angsten for at tabe er større end lysten til at vinde. Eller et boost, når lysten til at vinde er større end angsten for at tabe. Og danskerne oplevede det første.«